23948sdkhjf

Godstransport på vejene er blevet mere effektiv

Modulvogntog har været med til at effektivisere vejgodstransporten herhjemme

Den danske vejgodstransportbranche har i de senere år øget sin effektivitet markant. Det fremgår af Vejdirektoratets rapport ”Statsvejnettet 2016,” der netop er blevet offentliggjort.

Her kan man se, at antallet af kørte kilometer med lastbiler på det danske vejnet ligger under niveauet fra før finanskrisen. Ser man alene på de danske lastbiler, der opererer inden for landets grænser, kørte disse ifølge Danmarks Statistik otte procent færre kilometer i 2015 end i 2008.

Til gengæld er godstransporten målt i antallet af såkaldte tonkilometer - hvor en tonkilometer er lig med et ton gods transporteret en kilometer – steget med 17 % i forhold til 2008.

Eller sagt på en anden måde: De danske lastbiler er blevet betydelig mere effektive.

Modulvogntog og højere totalvægt
En af hovedforklaringerne på denne udvikling er, at mange vognmænd er begyndt at køre med de såkaldte modulvogntog, altså de særligt store køretøjer, der kan rumme mere gods end almindelige lastbiler.

Derudover har branchen været hurtig til at drage fordel af de seneste års forhøjelser af den tilladte totalvægt for de store lastbiler. Og så har finanskrisen bevirket at der generelt er sket betydelige effektiviseringer i transportbranchen i de senere år.

- Tallene fortæller historien om en lastbilbranche, der har formået at effektivisere driften betydeligt i de senere år, siger transport- og bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

- Man kan i den forbindelse ikke se bort fra betydningen af modulvogntogene. De har tydeligvis gjort branchen i stand til at transportere mere gods rundt på vejene ved hjælp af færre køretøjer, hvilket både kan have økonomiske og miljømæssige fordele. 

Vejnettet udbygges
Og nu er der blevet blev endnu større muligheder for at køre med modulvogntogene. Gennem de seneste år har Vejdirektoratet bygget om og justeret blandt andet sving og rundkørsler på veje over hele landet med det resultat, at vejnettet for modulvogntog i Jylland nu er fuldt udbygget.

I transportbranchen glæder man sig over udviklingen.

- Det er frem for alt historien om, hvordan effektiviseringer kan nås, når myndigheder og et erhverv går hånd i hånd. Den større effektivitet kommer os alle til gode. Det gælder branchen, erhvervslivet og ikke mindst samfundet, siger branchedirektør Michael Svane, DI Transport.

Kilde: Vejdirektoratet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079