23948sdkhjf

Undervisningen skal også ud til vognmændene

ITD har for længst indset, at uddannelse og kurser også skal foregå hjemme hos vognmandsvirksomhederne.

Vognmandsbranchen har en stor udfordring, når det handler om uddannelse. Vognmændene og deres medarbejdere har svært ved at finde tiden til at komme afsted på et kursus eller et uddannelsesforløb.

Sådan lyder det fra vognmændenes egen brancheorganisation, ITD, som arbejder meget inden for uddannelse, efteruddannelse og kurser.

- Der er ingen tvivl om, at branchen virkelig føler, at der er et behov for at blive ajourført og få ny viden, siger Jørgen Smed, der er ansvarlig for uddannelse hos ITD.

- De disponenter, der sidder ude i virksomhederne, har brug for en opdatering inden for de områder, de sidder og arbejder med til daglig. Der er ikke tale om ekspertviden, men om generel viden.

- Med hensyn til efteruddannelse af disponenterne har vi faktisk fået stor succes med at komme ud til virksomhederne i stedet for at trække dem til vores faciliteter i Padborg. Vi tilbyder undervisning hjemme hos dem selv, og det har mange taget godt imod.

- Hvis de har en otte-ti medarbejdere, der skal undervises, er der basis for, at vi kommer derud. I princippet er det ikke så vigtigt for os, hvor mange de sidder. Vi har en timepris, som vognmanden skal betale - så jo flere, der deltager, jo billigere er der pr. deltager, siger Jørgen Smed.

Fordelen med den type undervisning er, at den er målrettet til den enkelte virksomhed. ITD har mulighed for at skræddersy undervisningen til lige netop de udfordringer og specialer, som de arbejder med.

- Det kan for eksempel være, at nogle af medarbejderne disponerer farligt gods. Så kan vi tage hensyn til det, når vi tilrettelægge et undervisningsforløb.

For få medarbejdere
Der er en del små virksomheder, som ikke har mulighed for at trække alle deres folk ud til undervisning en halv eller en hel dag. Så kan man gå sammen med andre virksomheder. ITD tilrettelægger så undervisningen for de virksomheder, der er gået sammen.

Man kan finde sammen med tre-fire andre virksomheder i samme lokalområde. Så slipper medarbejderne for at køre til en anden ende af landet for et kursus på tre timer.

- Det fungerer godt. Interessen er stor. Det er noget, vi vil arbejde videre med i 2017, siger Jørgen Smed. 

Elektroniske kurser
En anden ting, som ITD satser meget på, er de nye elektroniske undervisningsplatforme som ”E-learning” og ”webinar.”

- Det er ikke noget revolutionerende nyt. Det handler om at have PC-adgang - og det har alle vognmandsfirmaer. Man skal bare vænne sig til, at det også kan bruges til kurser og undervisning.

- Vi har ikke så mange tilbud på den front i dag, men vi har noget i støbeskeen her i første halvdel af 2017. Det kommer vi til at arbejde meget mere med i fremtiden, spår Jørgen Smed.

Plads til en karriere
Transportmagasinet: Kan I bidrage til, at flere unge vælger at blive chauffører?

- Det håber vi, svarer Jørgen Smed.

- Vi kan være med til at give et fyldestgørende billede af transportbranchen. Forældrene og de unge skal vide, at man roligt kan få en fin karriere ved at gå erhvervsskolevejen. Hvis man undervejs får lyst til at uddanne sig mere, er der masser af muligheder.

- Nogle frygter, at hvis man først starter i en lastbiler eller på et lager, bliver man ved med det resten af sine dage. Sådan er det slet ikke. Vores uddannelser er med at bygge flere lag på. Man kan blive opkvalificeret som leder eller mellemleder. Man kan gå akademivejen og tage en ”master,” hvis man har mod på det. Denne branchen har så meget at byde på. Den er meget interessant at vælge. Det skal vi være bedre til at vise.

Andre håndværk
- Vi kæmper en brav kamp med andre brancher og håndværk, som også ønsker flere unge. For at kunne tiltrække de unge, skal man have noget godt at byde på. Her har vi en kæmpe opgave med at synliggøre de store muligheder, der ligger inden for transport.

- Transport er et sted, hvor man kan blive opkvalificeret - uanset om man kommer med en studentereksamen, starter via en erhvervsskole eller kommer ind i branchen via et jobskifte på et senere tidspunkt i ens live. Voksenlærling er også attraktivt i transportbranchen, slutter Jørgen Smed.

De rette kurser
I det hele taget ser ITD det som sin opgave at hjælpe vognmændene til at finde de rette kruser og uddannelser til deres medarbejdere.

- Vi underviser ikke i alt. Vi underviser for eksempel ikke de lovpligtige uddannelser som gaffeltruckcertifikat, chaufføruddannelser, krancertifikat osv. Det foregår ude på de tekniske skoler, AMU-centrerne og erhvervsskolerne.

- Vi oplever, at mange vognmænd bliver forvirrede, når skolerne overbyder hinanden med, hvad de kan. Vi prøver at skabe et overblik, så det bliver lettere at vælge de rette uddannelser. Det er vigtigt, at medarbejderne bliver sendt de rigtige steder hen. Det vil vi også gerne hjælpe med, slutter Jørgen Smed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078