23948sdkhjf

Fri og lige konkurrence for fragtfirmaer

Momsfritagelsen for PostNord har skadet konkurrencen på fragtmarkedet for e-handel, vurderer Dansk Erhverv

Tidligere var e-handelsvirksomheder meget forskelligt stillet, alt efter om de anvendte PostNord eller en af konkurrenterne til fragt af e-handelspakker til kunder.

E-handelsvirksomheder, der anvendte andre distributører end PostNord, skulle lægge moms på modtagernes betaling for fragten. Anvendte man i stedet PostNord, kunne man helt slippe for momsen.

SKAT har pr. 1. januar 2017 gennemført en ændring af sin tolkning af den såkaldte udlægsregel i momsloven. Det betyder skærpede krav for e-handelsvirksomheder, der vil købe fragt hos PostNord momsfrit.

E-handelsvirksomheder kan fortsat købe fragt hos PostNord momsfrit, men skal omkostningen for fragten og betalingen fra den endelige modtager holdes ud af e-handelsvirksomhedernes momsregnskab, er der fremover strammere krav, som skal opfyldes.

Et frit pakkemarked til gavn for både virksomheder og forbrugere

Debatten har raset i flere medier, og både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har meldt ud, at SKAT ”straffer” PostNord ved at opkræve 25 pct. moms på PostNords fragt af e-handelsvarer.

Det er Dansk Erhvervs vurdering, at momsfritagelsen for PostNord har skadet den frie konkurrence på det voksende marked for fragt af e-handelspakker, fordi momsfritagelsen har betydet, at andre fragtleverandører ikke har kunne konkurrere på lige fod med PostNord.

I takt med at pakkemarkedet er blevet mere liberaliseret og flere fragtleverandører har meldt deres ankomst, er det kun rimeligt at sørge for, at én fragtleverandør ikke er bedre stillet end alle de andre.

Det er en både fair, fri og lige konkurrence, som Dansk Erhverv kun kan bakke op om.

Et andet argument imod afskaffelsen af PostNords særordning lyder, at fragtpriserne vil stige, og at det vil blive dyrere at e-handle. For alle andre fragtvirksomheder end PostNord vil der ikke ske ændringer, som direkte konsekvens af ændringen. Hvordan priserne i øvrigt udvikler sig vil afhænge af den nye, mere effektive konkurrence - og sund konkurrence vil resultere i de rigtige priser.

Et tredje argument lyder, at det nu vil være svært at få bragt pakker til yderområder af landet.

Argumentet tager dog ikke højde for, at en række fragtleverandører allerede tilbyder en landsdækkende service. Vi vil altså ikke opleve et marked, hvor danskere i yderområder ikke vil kunne få leveret pakker, og argumentet kan derfor ikke bruges til at hæmme konkurrencen og fortsætte favoriseringen af PostNord.

Hvis man stadig er i tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre, kan man tage et kig på vores naboer i EU. Her kan nationale postselskaber godt overkomme opgaven med at distribuere pakker til hele landet uden særfordele.

Dansk Erhverv ønsker konkurrence
I forbindelse med gebyrordningens afskaffelse har Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kaldt både skatteministeren og transportministeren i samråd. Samrådet vil udfordre SKATs juridiske vurdering, og derefter må vi se, hvad fremtidens pakkemarked bringer.

For Dansk Erhverv har det været vigtigt, at der skabes den stærkest mulige konkurrence på fragt for e-handelsvirksomhederne, og at e-handelsvirksomhederne stilles lige uanset fragtleverandør.

Der vil naturligvis være nogen udfordringer for PostNords kunder med at opstille sig til de nye vilkår, men på sigt vil sund konkurrence komme både fragt- og e-handelsvirksomheder til gode.

Kilde: Dansk Erhverv

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11