23948sdkhjf

EU-Parlamentet beskylder tysk vejskat for at diskriminere

Tysklands planlagte vejafgifter vil primært ramme udenlandske bilister. Ulovligt, lyder europæiske kritik

Hvis tyskerne får deres vilje, vil udenlandske bilister i fremtiden blive udsat for ulovlig forskelsbehandling, når de kører på de tyske veje.

Det mener et stort flertal i EU-Parlamentet, der kæmper for at forpurre Tysklands planer om at indføre en særlig vejafgift.

Politikerne hævder, at ordningen vil bryde med EU-lovgivningen, da den vil tillade tyske bilister at trække deres vejafgifter fra i skat.

Udenlandske bilister har ikke samme mulighed.

Den tyske ordning har været flere år undervejs, men er vedvarende blevet mødt af modstand. Blandt andet fra EU-Kommissionen.

I dag mener EU-Parlamentet imidlertid, at kommissionen har svigtet sit ansvar ved at acceptere en revideret ordning fra det tyske transportministerium.

Selv den modererede udgave vil nemlig fortsat betyde, at alene tyskere kan trække deres vejafgifter fra i skat, påpeger MEP'erne i et resolutionsudkast.

- Som traktatens vogter skal kommissionen sikre, at lovgivningen bliver implementeret og anvendt korrekt, efter den er vedtaget, siger Karima Delli, der er formand for parlamentets transport- og turismeudvalg.

Kommissionen opfordres nu til at redegøre for sine dispositioner i sagen.

Baseret på et princip om "forureneren betaler" har mange EU-lande i dag indført vejafgifter for biler på bestemte strækninger.

Til trods for forskelle i både udformning og prisfastsættelse er reglerne de samme for alle bilister - uanset nationalitet.

I Danmark har De Konservative tidligere foreslået, at man kopierer den tyske ordning.

- Der er ingen rimelighed i, at vi skal betale for at vedligeholde de tyske motorveje, hvis tyskerne ikke skal betale for at vedligeholde de danske, har den forhenværende transportordfører Mike Legarth sagt.

Umiddelbart så forslaget dog ikke ud til at møde tilstrækkelig opbakning på Christiansborg. Blandt andet ville Venstre i første omgang vente og se, hvordan ordningen artede sig i Tyskland.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.345