23948sdkhjf

Vognmandsforretning tvunget til at lukke

Miljøklagenævn tvinger vognmandspar til at forlade deres landbrugsejendom inden den 1. maj.

Kristian Nørgaard skal ophøre med at drive sin vognmandsforretning ATH Arden Aps fra sin fødegård. Han skal forlade stedet senest den 1. maj 2017.

Kommunen gav ellers vognmanden landzonetilladelse i juni 2015, men den er nu blevet underkendt af Natur- og Miljøklagenævnet.

Han kan endog ikke få en overgangsperiode i stand, så han kan afvikle firmaet på en ordentlig måde. Hans eneste valg er at gå konkurs.

- Jeg kan ikke blive ved med at være der på landbrugsejendommen, siger Kristian Nørgaard.

- De vil have mig ind i industrikvarteret; men det har jeg ikke råd til at finansiere. Konkurrencen er så hård, at jeg kun kan eksistere dér, hvor jeg bor, og hvor jeg har en billig husleje.

I sidste uge rejste Kristian Nørgaard og hustruen Solveig til København og fik foretræde for Folketingets erhvervsudvalg. DTL og Dansk Erhverv deltog som bisiddere og havde fremstillet materiale om den konkrete sag og det generelle problem.

En tredjedel af DTL’s medlemsvirksomheder ligger i landzone. Derfor havde man set frem til regeringens forslag om en ny planlov, men den kom ikke til at indeholde en åbning for virksomheder som ATH Arden Aps. Der var ingen hjælp at hente i forslaget til en ny planlov.

Syvende generation på gården
Vognmandsforretningen ATH Arden opstod som alternativ til landbrugets strukturudvikling uden tanke på en landzonetilladelse.

- Jeg er syvende generation på gården, men jeg kunne ikke leve af det, fortæller Kristian Nørgaard, der for 35 år siden slog over i maskinstationer og så en vognmandsforretning.

- Jorden har jeg bortforpagtet, men bygningerne er de samme som dengang. Kostalden, der havde plads til 30 køer, er lavet om til værksted. Gårdspladsen bruges som P-plads.

Søgte landzonetilladelse
Efter 20 års vognmandsvirksomhed uden problemer på lokaliteten gjorde Mariagerfjord Kommune Kristian opmærksom på, at der skulle søges om landzonetilladelse for at få vognmandsforretningen lovliggjort.

- Vi regnede ikke med, at det var noget problem; men da min ansøgning kom i høring, var der fire naboer ud af de 38 huse tæt ved, der var imod, at jeg skulle fortsætte med at drive vognmandsforretning her.

Konkurrence fra østbiler
- Virksomheden skal være væk fra matriklen senest den 1. maj, så jeg har en måned til at flytte det hele.

- Jeg har spurgt, hvad en industrigrund koster. Prisen ligger mellem en og to millioner kroner, og det kan jeg ikke få finansieret, siger Kristian Nørgaard.

- Det er billigere ikke at have bilerne.

Råder over 15 lastbiler
ATH Arden har 15 lastbiler. De tre kører lokalt, de 12 andre kører på udlandet. De kommer hjem et par gange om måneden.

ATH Ardens bilpark er fortrinsvis nye Euro 5 og Euro 6. De 13 af bilerne er under to år, så der er endnu nogle år, hvor vognmanden er bundet af leasingkontrakter.

Håber på afviklingsperiode
- Hvis vi kunne få fire-fem år til at afvikle, så vi kan vi få bilerne væk uden at gå konkurs, siger han og sekunderes af hustruen, Solveig Nørgaard:

- Det har heller ikke været muligt at foretage tilretninger som for eksempel en støjvold og beplantninger, der kunne tilfredsstille de klagende naboer.

Solveig Nørgaard fremhæver, at det har været praktisk med virksomhed og bopæl på samme grund; men der ikke sker noget inden månedens udgang, så er de eneste hestekræfter på ejendommen til sommer et par heste.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078