23948sdkhjf

Ny offroad-lastbil fra Iveco

Stralis kommer i en X-Way-version til lettere terrænkørsel. Den vil kunne købes fra september 2017.

Iveco udvider sit produktsortiment med en ny lastbil til logistikopgaver inden for byggesektoren. Iveco Stralis X-Way hedder den nye lastbil, der er perfekt til lettere terrænkørsel. Det nye køretøj er netop vist frem på Ivecos fabrik i Madrid.

Bilen kommer på markedet til september. Ifølge Iveco vil Stralis X-Way sætte nye standarder inden for lettere terrænkørsel med segmentets højeste nyttelast. Bilen kombinerer de brændstofbesparende og sikkerhedsmæssige funktioner fra langtursmodellen Stralis XP med robusthed og slidstyrke fra et terrængående køretøj.

- Med X-Way kan vores kunder tackle den "sidste kilometer" i ujævnt og til tider vanskeligt terræn, når de skal levere ude på byggepladserne, siger Pierre Lahutte, der er Ivecos brand manager.

Bedste nyttelast

X-Way får med en egenvægt på 9 ton markedets bedste nyttelast inden for Super Loader kategorien, det vil sige på et 8x4 chassis.

Modellen kan fås med et bredt udbud af motorer med tre forskellige slagvolumener på 9, 11 og 13 liter. Motorerne bygger på Ivecos Hi-SCR teknologi, der er kendt fra Stralis XP. Det er motorer uden EGR-efterbehandling af udstødningsgassen. De har lavere emissionerne, øget brændstofeffektivitet og holder vedligeholdelsesomkostningerne nede.

- Fraværet af EGR-systemet vil også gøre køretøjet lettere, forklarer Pierre Lahutte, som mener, at EGR-systemet er en dårlig løsning til logistikopgaver i bymiljøer på grund af sodproduktionen.

Teknologierne til nedsættelse af brændstofforbruget omfatter systemerne HI-Cruise og SMART-hjælpefunktioner.

 

Mange varianter

Ligesom Stralis XP er X-Way modulopbygget og kan let tilpasses kundekrav inden for en lang række forskellige anvendelser. Den kan leveres som trækker eller langchassis med forskellige akselafstande og affjedringer. Den kan fås i flere opbygninger leveret fra fabrikken med varieret udbud af motorer og gearkasser.

Der er tre førerhus-varianter: Active Day (AD) kort førerhus med lavt tag, Active Time (AT) med sovekabine med lavt eller medium tag og Active Space (AS) for ultimativ komfort med sovekabine designet med fokus på chaufføren til langdistancekørsel.

 

Bygget i Madrid

Lastbilen er fremstillet på Ivecos fabrik i Madrid, som har fået guldmedalje i World Class Manufacturing (WCM), en af de højeste standarder for integreret styring af produktionsanlæg og -processer.

Stralis X-Way vil kunne fås hos hele Ivecos forhandlernet i Europa fra september 2017. Den officielle premiere finder først sted til november, når der er transportmesse Solutrans i Lyon. Det sker i dagene 21.-25. november.

Ivecos Stralis X-Way deltager i konkurrencen om International Truck of the Year 2018.

 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203