23948sdkhjf

Bilister falder i staver bag rattet

Når bilisterne sidder i egne tanker, er stressede eller trætte bag rattet øges risikoen for ulykker. Det viser en ny, dansk undersøgelse

Der er uopmærksomhed i omkring hver tredje ulykke i trafikken, viser tal fra Vejdirektoratet. Når vi roder med mobil, taster på vores GPS eller leder efter ting i handskerummet, så risikerer vi at overse de andre på vejen.

Men det er ikke kun vores handlinger bag rattet, der fjerner fokus fra trafikken. Ifølge en ny, dansk undersøgelse er mental uopmærksomhed også skyld i ulykker. Når vi har hovedet fyldt med tanker, er stressede eller trætte, så kan det resultere i trafikulykker, da det tager fokus fra trafikken.

- Det har stor betydning, når vores tanker er optaget af alt muligt andet end trafikken. Man kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke tanker bag rattet. Men du reagerer markant langsommere i for eksempel en kritisk situation, hvis du er dybt optaget af problemer på arbejdet eller i privatlivet i stedet for at have din mentale fokus på trafikken, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Hver fjerde i en farlig situation
Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension har interviewet 4.362 bilister, der enten har kørt galt eller været ved at køre galt. Af dem siger hele 28%, at det skete, fordi de sad i egne tanker, var stressede eller trætte. Otte ud af ti svarer desuden, at ulykken eller den farlige situation kunne have været undgået, hvis de havde været mere mentalt til stede bag rattet.

Undersøgelser fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker samt en større norsk undersøgelse har tidligere konkluderet, at mental uopmærksomhed har betydning for risikoen for at ende i en trafikulykke.

Kom ud af din boble
For at sætte fokus på den mentale uopmærksomhed sætter Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension og 63 kommuner ind med kampagnen "Kom ud af din boble - kør bil, når du kører bil".

Kampagnens formål er at gøre trafikanterne opmærksomme på risikoen ved mental uopmærksomhed og minde dem om, at det er vigtigt at være mere mentalt til stede bag rattet.

- Uopmærksomhed er et af de største problemer, som vi har i trafikken. Det kræver vores fulde opmærksomhed, når vi kører på vejene. Selv et øjebliks uopmærksomhed kan betyde ulykker, der har alvorlige konsekvenser for de involverede. Så jo mere fokus, vi kan få på at forebygge ulykker og skader i trafikken, jo bedre, siger Hans Reymann-Carlsen, underdirektør i brancheorganisationen Forsikring & Pension.

I forbindelse med den aktuelle kampagne "Kom ud af din boble - kør bil, når du kører bil" har Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension udarbejdet en række gode råd, der kan hjælpe trafikanterne med at blive mere fokuserede bag rattet.

Læs rådene her.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079