23948sdkhjf

EU-efteruddannelse får et løft

Der er store forbedringer på vej af den udskældte EU-efteruddannelse for chauffører

Den obligatoriske EU-efteruddannelse for chauffører har gennem mange år været en kilde til irritation hos vognmænd og chauffører. Ikke fordi den er unødvendig, men fordi kravene til dens sammensætning gjorde, at den landede mellem flere stole. Det viste blandt andet en undersøgelse foretaget af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

– Chaufførerne har oplevet, at de sad i en meget blandet gruppe, hvor undervisningen ikke var målrettet dem, der rent faktisk var til stede, siger Niels Henning Holm Jørgensen, chefkonsulent med ansvar for uddannelse i ATL.

Derfor var der stor begejstring hos alle parter i branchen, da Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i begyndelsen af året fremlagde et forslag til en helt ny sammensætning af uddannelsen.

– Vi har haft en god dialog om problemerne med den eksisterende obligatoriske efteruddannelse. Med den nye efteruddannelse tror vi, at vi har skabt en dynamisk og tidssvarende model, der både kan sikre motivationen hos den enkelte chauffør og udvikle branchen, siger Johnny Bengtson, der er uddannelseskonsulent i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Mere relevante kurser
Den store forskel er det nye brancherettede jobrelevante modul. Her er der nu afsat to dage til et målrettet brancherelevant kursus. Med den valgfrie dag til slut får chaufførerne hermed tre ud af fem dage, der bliver til relevant efteruddannelse for chaufførerne i forhold til netop deres behov og dermed også i forhold til virksomhedernes.

– Det er en stor forbedring, siger Niels Henning Holm Jørgensen, ATL, og tilføjer, at det har været bemærkelsesværdigt i denne proces, at alle parter har været enige lige fra starten:

– Da styrelsen spillede ud med den nye opbygning, så sagde vi alle: Jo, det ser fornuftigt ud! siger Niels Henning Holm Jørgensen.

Vognmændene er afgørende
Ændringerne kan træde i kraft, når en ny bekendtgørelse har været i høring og er godkendt. For at både chauffører og branchen kan høste alle fordelene, kræver det dog to ting. Først og fremmest skal TUR nu i gang med at udvikle de målrettede kurser sammen med AMU-skolerne.

Men uden vognmændenes aktive deltagelse bliver det ikke til noget, for det afgørende er, at virksomhederne vælger de relevante uddannelser – også selv om de ikke lige findes på den nærmeste AMU-skole.

– For at være helt ærlig, så søger man ofte det nærmeste, for det er jo nemmest bare at gå hen om hjørnet. Fremover håber vi, at man vil søge målrettet mod de brancherelaterede kurser, der udvikler chaufførerne bedst, selv om det måske betyder, at man skal gå lidt længere, siger Johnny Bengtson, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Også Niels Henning Holm Jørgensen understreger, at en del af vognmandsvirksomhederne skal ændre adfærd og tænke nyt.

– Virksomhederne skal jo under alle omstændigheder bruge fem dage pr. chauffør hvert femte år, så brug dem dog fornuftigt, så jeres chauffører kommer hjem og siger: Der lærte vi virkelig noget, vi kan bruge.

Niels Henning Holm Jørgensen erkender dog, at det begrænsende tilskud til kost og logi, virksomhederne kan få, kan være en hæmsko for at rejse længere efter et relevant kursus. Derfor arbejder ATL også på at få forhøjet tilskuddet.

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Chauffør.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094