23948sdkhjf

Branchen: Rasteplads-regler gør mere skade end gavn

Tiltag mod langtidsparkerede lastbiler på rastepladser vil ramme trafiksikkerheden, mener DI og 3F Transport

Både lastbilchaufførernes fagforbund, 3F Transport, og Dansk Industri (DI) er utilfredse med de skrappere regler for lastbilers brug af rastepladser, som et flertal i Folketinget torsdag ventes at blive enige om.

- Forslaget her løser ikke nogen problemer – det flytter dem bare, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra de to organisationer.

Det vil give mere mening at skærpe kontrollen med, at vognmandsfirmaer og chauffører overholder reglerne for hvile- og køretid, mener parterne.

- Derfor vil vi opfordre partierne til at tage fat her og styrke kontrollen med den tunge trafik – i stedet for at gøre det sværere for danske og udenlandske chauffører at tage deres lovpligtige hvilepauser, siger gruppeformand Jan Villadsen fra 3F Transport.

Lastbiler, der i flere dage parkerer på rastepladserne langs de danske motorveje, har længe været et problem.

Og det er vokset, i takt med at stadig flere østeuropæiske lastbiler kører rundt i landet. Mange af de udenlandske chauffører opholder sig på rastepladserne, indtil de får nye opgaver.

Det vil regeringen sætte en stopper for ved at indføre begrænsninger for, hvor længe lastbiler må parkere på rastepladser.

Men det vil ramme både chauffører og trafiksikkerheden, mener DI’s administrerende direktør, Karsten Dybvad.

- Det er trafiksikkerhedsmæssigt, miljømæssigt og trafikalt forkert at tvinge lastbiler ud på de mindre veje for at finde et sted at holde de lovpligtige hvil, siger han i pressemeddelelsen.

For at sikre, at de nye regler overholdes er der i den nye finanslov afsat penge til en styrket politiindsats.

3F Transport og DI opfordrer regeringen til i stedet at gennemføre et forslag fra Dansk Folkeparti om at gøre som i Tyskland og indføre et særligt agentur med ansvar for at kontrollere den tunge trafik.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078