23948sdkhjf

ITD-formand takker af

Gert Jakobsen har været formand for ITD's bestyrelse siden 2013, men nu træder han tilbage. Med sine 8 år i rygsækken foreskriver ITDs vedtægter, at han ikke kan genopstille til bestyrelsen på årets generalforsamling.

Når Gert Jakobsen som bestyrelsesformand takker af for denne gang på generalforsamlingen lørdag den 6. april 2019 på Hotel Opus i Horsens, så sker det med bevidstheden om, at foreningen er i højt gear.

– Jeg er stolt over at give nøglerne til verdens bedste forening videre til mine kollegaer. Der er store trusler udefra og også mange nye muligheder, som vi hele tiden har arbejdet med, og jeg er glad for, at ITD er en velsmurt og stærk maskine, der kan løfte rigtig mange opgaver, siger han.

Et stolt tilbageblik
Formanden kan kigge tilbage på en del markante og konkrete resultater, som er kommet igennem i hans tid.

ITD har åbnet politiske kontorer i både København og Bruxelles og har dermed oprustet både sin politiske og internationale indsats. Økonomien i de kommercielle selskaber er bundsolid. ITD har åbnet mæglervirksomhed i Polen og Rumænien.

I ITD Arbejdsgiver er der taget hul på et monopolbrud på overenskomstområdet med stævningen af den danske stat for at sikre foreningsfriheden. Der er ikke mindst også lagt et stort arbejde i igen at samle ”foreningen” og ”forretningen” i ITD, og der er igen skabt en koncernledergruppe med Carina Christensen i spidsen.

– I ITD repræsenterer vi både en forening og en stærk forretning, og vi er en stor familie. Det har altid været vores styrke, og det har været vigtigt for mig igen at komme tilbage til det udgangspunkt, som vi måske var ved at bevæge os lidt væk fra. Vores kommercielle del var aldrig blevet til det, som det er i dag, uden nærkontakten til vognmændene her i Danmark, siger Gert Jakobsen.

Kursen er sat frem mod år 2030 med vækststrategien for dansk vejgodstransport, som Gert Jakobsen og den nuværende bestyrelse spiller en stor rolle i. Visionen er, at Danmark i 2030 skal have styrket sin position som et internationalt kraftcenter inden for vejgodstransport og logistik. Det skal kunne måles ved et stigende bidrag til dansk økonomi fra dansk vejgodstransport.

– Vi har i høj grad brug for at kaste lys på vores branche og få frem, hvor vigtig en branche vi er. Derfor er det også godt at få sat fokus på vores bidrag til BNP, antallet af direkte beskæftigede og antallet af indirekte beskæftigede, for det er noget, som folk ikke er klar over. Transportbranchen bliver tit talt ned, men nu har vi tallene og kan gøre det modsatte, for der er meget at være stolte over, siger han.

Og når han også skal se tilbage, så er der også tiltag og sager, som han i dag gerne havde været foruden.

– Vi kørte i nogle år en meget offensiv medlemshvervning. I dag kan jeg se, at det ikke har været til gavn for ITD, at vi på meget kort tid fik 40 procent flere medlemmer ind. Det har presset vores organisation, og vi arbejder i dag stadig med at genfinde vores identitet med de mange nye medlemmer i foreningen. En rolig, organisk vækst havde nok været langt bedre for ITD. Siden 2017 har vi haft timeout i medlemshvervningen, og vores fokus er i dag at højne kvaliteten i vores rådgivning, yde en høj service til vores medlemmer og at skabe solide politiske resultater til gavn for medlemmerne, siger Gert Jakobsen.

Masser af arbejde
Gert Jakobsen håber, at ITD fortsat kan spille en stor rolle med at påvirke politikere og beslutningstagere, for det er nødvendigt for at sikre vejgodstransportens fremtid. Og så har han et stort ønske.

– Jeg håber, at Vejpakken bliver stemt hjem i enighed. Der er meget, der skiller vandene lige nu, men jeg håber, at der kan findes et kompromis, hvor der nok må klippes en tå og hugges en hæl. Men der er behov for enighed, for ellers kommer vi ikke fremad i EU. Det er frygteligt for transportbranchen med nationale særregler, for de gør det næsten umuligt at navigere på de europæiske landeveje, siger han.

Formanden bruger en del timer på ITD-arbejdet hver uge, og det kommer til at give Gert Jakobsen en del mere tid efter 6. april 2019.

– Men jeg bliver ikke arbejdsfri, for al den tid jeg nu får ekstra, kan jeg så bruge i min egen forretning. For en vognmandsvirksomhed kan tage al den tid, man vil bruge på den, siger Gert Jakobsen.

Formanden takker nu af for denne gang – og han afviser ikke, at det bliver et ”på gensyn”.

– Jeg har stadig mange gode arbejdsår foran mig, og jeg udelukker på ingen måde, at jeg vil stille op til ITD's bestyrelse igen. ITD er verdens bedste forening, og jeg vil også i fremtiden støtte og hjælpe foreningen alt det jeg kan, siger Gert Jakobsen.

Blå bog: Gert Jakobsen

Gert Jakobsen er 60 år og direktør i Gert Jakobsen Transport ApS i Hornslet ved Aarhus. Herudover ejer og driver han også virksomhederne Cheminor A/S og Strongblue og er medejer af Logi-Dan A/S.

Virksomhederne tæller i dag omkring 30 medarbejdere – herunder Gert Jakobsens kone Elin Jakobsen, der til daglig styrer tropper og lastbiler, da Gert Jakobsen selv er travlt beskæftiget med arbejdet som bestyrelsesformand i ITD.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093