23948sdkhjf

DLG samler transport og lager i Taulov

Rejsegilde på stort logistikcenter i Taulov Dry Port.

Fredag den 7. juni holdt DLG rejsegilde på det nye logistikcenter, der samler grovvarekoncernens lager- og logistikaktiviteter i Taulov Dry Port.

- Vi har længe villet samle vores distribution af sække- og pallevarer til vores landmandskunder centralt i Danmark, da vi i dag er spredt ud over syv-otte forskellige lokationer, siger vicekoncerndirektør i DLG, Vagn Hundebøll.

- Ved at samle aktiviteterne kan vi optimere vores logistik og forretning, tilbyde en bedre service til vores kunder og ikke mindst reducere vores omkostninger. Lejeaftalen med PFA og ADP er derfor helt i tråd med vores strategi og den måde, vi vil organisere os på.

Det er i øvrigt ikke det eneste rejsegilde DLG vil holde i juni måned, da DLG den 27. juni også holder rejsegilde på det kommende hovedsæde i Fredericia, som vil stå klar i sommeren 2020.

 

I hjertet af Danmark

DLG’s logistikcenter opføres og finansieres i et joint venture mellem pensionsselskabet PFA og havneselskabet ADP med DLG som lejere.

- DLG’s logistikcenter er et strategisk vigtigt projekt for udviklingen af hele Taulov Dry Port, siger konstitueret CEO i ADP, Villads Kirkegaard-Jensen.

- Vi indgik i 2017 et joint-venture samarbejde med PFA, og DLG’s logistikcenter er det første store projekt i vores samarbejde. DLG’s nye logistikcenter får en rigtig god placering centralt i forhold til deres kunder, og vi er overbeviste om, at byggeriet vil bidrage positivt til at optimere DLG’s samlede lager- og logistikaktiviteter.

Udviklingen af Taulov Dry Port tager et yderligere strategisk vigtigt skridt, når PFA og ADP ultimo 2019 igangsætter byggeriet af et 49.300 m2 stort generisk lager- og logistikbyggeri. Dette byggeri vil understøtte områdets udvikling som ét af Danmarks vigtige knudepunkter for transport og logistik.

 

Vigtigt knudepunkt

Placeringen i Taulov giver DLG’s kunder en række unikke fordele.

- Taulov er et vigtigt knudepunkt. Det er tæt på motorvejsnettet og Fredericia Havn. Vi kan dermed nemmere koble import og eksport af grovvareprodukter med lagerfaciliteter og videredistribution til vores kunder. Det bliver en stærk sammenhængende logistikkæde, som er afgørende for vores konkurrenceevne, siger Vagn Hundebøll.

 

Høj service og kvalitet

- Vi får ét samlet lager med høj service og kvalitetskontrol, og det er lettere for os at levere en ensartet høj service, da alle processer er fuldt digitaliserede. Den store volumen betyder, at vi kan optimere vores levering og hastighed til hele landet. Vi kan konsolidere en række ordrer til én samlet levering til vores kunder - med en stor leveringssikkerhed. Samlingen af vores aktiviteter gør os altså mere effektive og giver en bedre kundeoplevelse med lavere omkostninger, så vi glæder os til at byggeriet står klart i januar 2020.

Det nye logistikcenter kommer også til at indeholde et samlet weblager for DLG-koncernens Land & Fritids-butikker, og DLG får desuden installeret en fuldautomatisk robot, der med stor effektivitet skal opsække de mange tons træpiller, der hvert år leveres til DLG’s kunder.

 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188