23948sdkhjf

Postnords danske del taber fortsat penge - men er nærmere plus

Postnord i Danmark har haft fremgang i årets første ni måneder, hvilket er hjulpet på vej af stor spareplan

Postnords danske afdeling giver fortsat underskud, men er i årets løb kommet nærmere et overskud.

Årets første ni måneder viser et underskud på driften på 80 millioner kroner.

Det er en forbedring fra et minus på 307 millioner kroner i samme periode sidste år. Det viser Postnords regnskab, der er offentliggjort gjort fredag.

Den samlede Postnord-koncern kan dog mønstre et overskud grundet plus i Norge, Sverige og Finland samt de bedre takter i Danmark.

Samlet giver Postnord et driftsoverskud 251 millioner kroner mod et minus på 50 millioner kroner i samme periode sidste år.

Postnord i Danmark har gennem de seneste mange år lidt under et massivt fald i antallet af breve.

I dag er fokus rettet mod at udbringe pakker, der er i hastig vækst på grund af stigende e-handel.

Postnords omsætning i Danmark er i år steget med omkring en procent til 4,5 milliarder kroner.

Det dækker over fremgang inden for e-handel og logistik, mens brevene fortsætter med at falde.

Resultaterne i Danmark er i år hjulpet af en stor spareplan, som blev gennemført sidste år. Selskabet har brugt milliarder på at fyre tusinde af ansatte, der i mange tilfælde var ansat som tjenestemænd.

Postnord i Danmark er de seneste år gået fra at være over 10.000 ansatte til den gode side af 6000.

Fyringerne er sket med hjælp fra ejerne - den danske og svenske stat - der tilførte penge.

I juni åbnede EU-Kommissionen en undersøgelse af tilskud fra den danske og svenske stat på omtrent to milliarder kroner.

EU skal vurdere, om der er tale om statsstøtte uden for det tilladte.

Postnord i Danmark har meldt ud, at man forventer at kunne levere et positivt resultat i 2020.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079