23948sdkhjf

Oldermandens nytårshilsen: Vi bevæger os i den rigtige retning

I tirsdags sagde vi farvel til 2010´ erne, og nu er det blevet den 3. januar 2020, og vi tager hul, ikke blot på et nyt arbejdsår, men også på et helt nyt årti.

Det er mit håb, at du og din familie er kommet godt ind i det nye år, og er beredt, og klar til at tage fat på de udfordringer som et nyt år altid bringer.

Lad mig her benytte lejligheden til både at se lidt bagud, på året der er gået, men også frem mod de perspektiver som 2020 vil byde på.

Der var flere forhold man kunne hæfte sig ved i året der netop er gået, og jeg vil blot kante nogle enkelte, men som jer ser det, væsentlige forhold der også får en indflydelse på vores fremadrettede arbejdsvilkår i vognmandserhvervet.

Ved sidste års begyndelse var Kurt Beier sagen på alles læber, og dén sag fik følgeskab af flere lignende sager også i 2019, alt sammen under overskriften ”cabotage”, betydende unfair konkurrence på nationale transporter – og hver gang også en udstilling af, at der foregår ting i vores fag som mange lukker øjnene for, nogle gerne vil skjule, og andre må opleve som trusler på deres brød, i en hverdag der kan være udfordrende nok i forvejen.

Derfor var vedtagelsen af ”vejpakken” i EU her sidst i 2019 også en milepæl på transportområdet der forhåbentligt vil bringe ordnede forhold, herunder lige konkurrence vilkår på banen. Vi har stadig til gode at se den praktiske udmøntning, herunder myndighedernes indsats for opfølgning – men vi bevæger os i den rigtige retning.

De opstrammede miljøzonevilkår var så efter min vurdering, til den modsatte side – mere lovgivning, og flere opstramninger, der kommer til at give udfordring til ikke mindst de vognmænd der betjener sig af dyrt indkøbte specialkøretøjer, der måske kører få kilometer om året, og derfor holder længere. Er du en af de vognmænd der får en udfordring med de skærpede miljøzonekrav, kan jeg kun opfordre dig til at konsultere sekretariatet for at høre dine muligheder for en dispensation, eftermontering af partikelfiltre m.m.

Hvad der også har fyldt i dialogen i faget her over efteråret, var de varslede opstrammende bødevilkår for sikkerhedskritiske fejl på køretøjer – et regelsæt der trådte i kraft her pr. den 1. januar.

Myndighederne var længe om, men kom til sidst, med det varslede ”katalog over sikkerhedskritiske fejl”, samt en guide for daglige køretøjscheck.

Vi følger de opstrammede regler op med et medlemsmøde her allerede i februar, hvor vi har inviteret advokat Jacob Forman til at deltage, på et tidspunkt hvor vi sandsynligvis så har set hvilken praksis som Politiet vil ligge for dagen på området. I får en invitation lidt senere, men kryds allerede den 18. februar af i kalenderen.

Og med denne annoncering er vi allerede på vej ind i året der netop er begyndt, og håber at I vil bakke op ikke alene om dette møde, men også om vores Laugsforsamling der er planlagt til den 12. marts, også her vil I modtage en separat invitation.

Jeg annoncerede jo sidste år at jeg ville tage blot en enkelt år mere som Oldermand, men ret ledt af en kyndig dirigent i form af André Rouvillain ved sidste års Laugsforsamling, blev de toårige valgperioder sat på plads. Jeg glæder mig derfor til at tage endnu en tørn på posten, der så bliver min sidste.

Året 2020 vil også byde på nye overenskomster på transportområdet, og jeg ved at dialogerne mellem parterne allerede er i gang – den nuværende overenskomst udløber pr. 1. marts i år, så det bliver spændende om vi når at få en ny tre årig aftale på plads inden da, det er sjældent set at den er kommet til tiden, men én gang skal jo være den første!

Har vi ikke en ny overenskomst den 1. marts, er jeg dog også sikker på, at I som vognmænd stadig vil få hjulene til at rulle, at I vil flytte vare, jord, affald og alle de andre samfundsvigtige opgaver som vi hver dag løser trods trængsel, politiske benspænd, og hvad vi ellers møder af udfordringer – som din organisation vil vi også løbende, og hele tiden, kæmpe for branchens vilkår.

Lad mig med denne bemærkning ønske dig, din familie, din virksomhed, og dine medarbejdere et rigtig godt nytår 2020.

Jørgen K. Jensen
Oldermand
Vognmandslauget

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094