23948sdkhjf

Vi har prøvekørt ny elegant Iveco: Italiensk for chauffører

Efter 17 år med Iveco Stralis har den italienske lastbilproducent lanceret afløseren med navnet S-Way. Det skete for lidt over et år siden med verdenspremiere i den spanske hovedstad, Madrid - og alle anmeldere var enige: der var nærmest sket underværker.

Selve førerhusets basiskonstruktion og drivlinen er videreført fra Stralis; men ellers er der tale om nyt. Der er udviklet en helt ny front, en ny top og nye døre. Iveco har gjort rigtig meget for at optimere aerodynamikken og sænke brændstofforbruget. S-Way er langt mere aerodynamisk end Stralis. Og dieselmotorerne er naturligvis i nyeste euro6-d udførsel, som EU-bestemmelserne foreskriver.

Interiøret er også helt nyt, og indretningen har fået flere takker opad i forhold til forgængeren.

For Iveco handler det om at få opgraderet anseelsen hos sine kernekunder og kunne fremstå som den bedste og mest innovative lastbilproducent. Samtidig håber Iveco på, at lastbilen kan blive den foretrukne for mange chauffører. Derfor er der ikke sparet på udstyret - især ikke når det gælder indretning af førerhuset. For Ivecos slogan for S-Way er: "Den er udviklet for chaufføren."

Selv om corona-krisen har forsinket bilen, har de første danske kunder fået deres S-Way. Der er til dato skrevet slutseddel på 20 danske S-Way, heraf er otte allerede leveret.

Satser på biogas og naturgas

Iveco satser mere end nogen anden lastbilproducent på biogas og naturgas som drivmiddel. Derfor sagde vi straks ja, da vi fik mulighed for at prøvekøre en Iveco S-Way i LNG-udgave i Helsingborg i forrige uge.

LNG er flydende gas, som ikke kan tankes i Danmark endnu; men det kan man i vores Sverige.

Testen var derfor henlagt til vores naboland , hvor der er 21 offentlige tankstationer, der tilbyder LNG.

Udgangspunktet for prøvekørslen var Helsingborg, hvor vi også tankede. Knap 150 kilometer nåede vi at køre i den nye bil, der førte os lidt rundt i Helsingborg videre til Markaryd og omegn ad E4 mod Stockholm og tilbage igen. Vi kørte med en totalvægt på 40 ton.

Gasbilen er meget letkørt og meget støjsvag. Gasmotoren kører med to injektorer og et tændrør pr. cylinder og virker nærmest som en benzinmotor. Vi stillede fartpiloten på 83 km/t med plus/minus max. 5 km/t. Der var også 5-trins intarder, som vi brugte på nedkørsler og ved rundkørsler og kryds - for at køre mest økonomisk.

Forbruget blev på 4,2 km/l

S-Way har 12-trins ZF Hi-Tronic automatiseret gearkasse. Det meste af turen på motorvejen kørte vi med topgear - 12. gear - og 1.100 omdrejninger.

På enkelte stigninger var vi kortvarigt nede i 11. gear og oppe på 1.400 omdrejninger. En stor del af tiden kørte vi i tomgang (eco-roll) med Predictive Cruise Control - med 600 omdrejninger.

Forbruget endte på cirka 4,2 km/l. Det var resultat, da vi efterfølgende tankede i Helsingborg.

Sikkerhedsprocedurer

Selv om selve tankningen går ganske hurtigt, skal der dog gennemføres en del sikkerhedsprocedurer. Der skal bæres visir og særlige handsker, da gassen er meget kold. Der skal også kobles et jordstik til tanken, og der skal blæses luft ud på området før og efter tankning.

LNG har med et tryk på ni bar, men CNG - komprimeret biogas og naturgas - ligger på 200 bar.

Fordel med tyske plader

Der er til dato solgt 80 LNG-lastbiler til danske vognmænd og transportfirmaer. Disse lastbiler skal dog ikke køre i Danmark, men i Tyskland. Her er der tankningsmuligheder, og her er der en tilskudsordning med Maut-fritagelse.

Prisen for testbilen er 1.048.000 kroner. Det er omkring 20 procent mere end for den tilsvarende dieseludgave; men det er totaløkonomien, som bilen vinder på - blandt lavere gaspris og Mautbesparelse i Tyskland.

Vores testbil havde en 460 hk Cursor 13-motor med et drejningsmoment på 2.000 Nm . Det er en smule ringere end en 460 hk Cursor 11 diesel, som har 2.150 Nm drejningsmoment. Forskellen kan egentlig kun mærkes ved kørsel i bjergområder, men en anden gearing kan modsvare det.

Kortere rækkevidde

Rækkevidden i en gasbil er ikke så god som i en dieselbil. Med 390 kg. gas i tanken kan man køre cirka 1.600 kilometer, hvor en dieselbil med en 1.100 liter tank kan nå over 3.000 kilometer.

-Way testbilen var udstyret med et stort Active Space førerhus, der sikrer meget opbevaringsplads til chaufføren.

Der er en helt nyindrettet kabine med lækrere og blødere plastmaterialer på instrumentbrættet, ny og større syv-tommer touchscreen med navigation samt lavere sædekonsol og tykkere sædepude - der giver bedre kørestilling.

Fuld ståhøjde i kabinen

Gulvet er sænket, men der er fortsat med en motortunnel på 10 cm. Taget er højere, så det giver tilsammen fuld ståhøjde i førerhuset.

Køjerne er nye, og underkøjen har en 14 cm. tyk madras. Køleskab og opbevaringsboks er placeret under køjen - og kan trækkes ud.

I S-Way er der LED-lys i kabinen, og der er et integreret klimaanlæg, der virker ved parkering og overnatning. Skabene over forruden er på 250 liter, og med de andre skabe og rum, kommer man i alt op på 375 liters skabsplads. To af sideskabene kan man få adgang til, mens man står udenfor.

Læderrattet er ekstraudstyr og var i testbilen fladt i bunden, som også kendes fra personbiler. Det giver faktisk en lettere indstigning og bedre siddekomfort.

Rattet er et multifunktionsrat med 22 betjeningsknapper. Dem skal man altså lige lære at betjene - og huske bagefter!

Serviceplatform

Microsoft har udviklet den såkaldte service-platform på S-Way og den dertil hørende My Iveco-portal samt en app, som forbinder bil og PC. Læg dertil et opdateret flådestyringssystem med professionel brændstofrådgivning.

Den nye S-Way er koblet op på chaufførens vognmandskontor og serviceværkstedet, så man kan køretøjet og i god tid give råd om serviceplanlægning og advarsler om fejl, der skal rettes.

Det er også muligt at opdatere bilens systemer via realtidsdata, uden at den skal forbi et værksted. Det sørger den indbyggede Connectivity Box for. Det er i virkeligheden en netværkscomputer, som indsamler, behandler og udveksler data fra såvel chauffør, køretøj som opbygning.

Desuden tilbyder Iveco en stilstandsgaranti, som træder i kraft, hvis bilen skulle være så uheldig at holde på værksted i over 24 timer.

Det nye connectivity- og infotainment-system støtter Apple Car Play og har stemmegenkendelse. Meget af opkoblingssystemet kan foretages med mobiltelefonen - med software fra Microsoft.

Større ruder med bedre udsyn

Iveco S-Way har fået nye, slanke sidespejle. De fungerer super godt. Desuden er forruden og sideruden blev større end i Stralis’en - så udsynet er markant bedre.

Bilen har lys- og regnsensor, ligesom der er LED-lygter med et særligt signatur-kørelys. Vi skal også nævne de fine dæk med lav rullemodstand fra Michelin.

Det skal også lige nævnes, at S-Way var meget tæt på at løbe med titlen Truck of the Year 2020. Den blev kun slået med otte point af Mercedes-Benz Actros V - den med Mirror Cam.

Artiklen er en del af temaet Test.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096