23948sdkhjf

Vejdirektoratet manipulerer med trafiklysene

Trafiksignalerne tilpasses, så trafikanterne kommer hurtigere frem, og der reduceres CO2.

Vejdirektoratet er i gang med at finindstille hundredvis af trafiksignaler på det overordnede vejnet over hele landet. Arbejdet skal hjælpe trafikanterne hurtigere frem, og samtidig medfører det også miljøgevinster. 

 - Vi kan se på Vejdirektoratets arbejde med trafiksignalerne, at selv små ændringer kan have en mærkbar effekt, siger transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

- Ved at justere trafiksignalerne, så de passer bedre til trafikflowet, kommer bilisterne hurtigere frem og samtidig bidrager det til at nedbringe CO2-udledningen. Det er en forholdsvis simpel manøvre, og det er glædeligt, at det er med til at afhjælpe to af vores store udfordringer på vejene; trængsel og klimabelastningen.

Sparer et ton CO2 om dagen

- Beregninger viser, at en typisk bilist bruger 0,02 liter brændstof på et enkelt stop for rødt med efterfølgende acceleration. Det svarer til 0,05 kg CO2, siger områdechef Charlotte Vithen for Vejdirektoratet.

- Det lyder måske ikke af særligt meget; men i et mellemstort trafikanlæg med 20.000 biler i døgnet kan man spare 1 ton CO2 om dagen – og altså 365 tons CO2 om året – med bare ét gennemsnitligt sparet stop for rødt pr. bilist. Så der er altså store gevinster at hente ved blot ganske små justeringer af vores trafiksignaler. 

120 signaler skal justeres 

Helt konkret har Vejdirektoratet gennemgået 120 af sine i alt godt 300 trafiksignalanlæg på det overordnede vejnet og justeret dér, hvor det har været nødvendigt, så signalanlæggene er ordentligt indstillede i forhold til trafikflowet, andre trafiksignalanlæg og trafikken fra tilstødende veje. 

 Ofte er der tale om mindre justeringer af de enkelte anlæg. Men udover miljøgevinsterne giver finindstillingerne også markante rejsetidsgevinster for trafikanterne. 

Tidsbesparelse på 30 timer 

- Vores trafiksignaler står ofte ved forbindelsesvejene ind til byområder og ved motorvejstilslutninger. Og vi kan for eksempel se på målinger, at vores ændringer på trafiksignalanlægget i krydset Hillerødmotorvejen-Overdrevsvejen i Hillerød medførte en samlet daglig rejsetidsbesparelse på gennemsnitlig 30 timer for alle trafikanterne i krydset,fortæller Charlotte Vithen. 

Vejdirektoratets arbejde med at finindstille trafiksignalanlæggene er en del af den løbende drift og optimering af statsvejnettet, der skal få trafikken til at glide bedre. 

- Vi befinder os jo lige nu i en særlig situation på grund af Coronakrisen. Men vi har i Vejdirektoratet bestandigt fokus på, hvordan vi kan hjælpe et stigende antal trafikanter nemt og sikkert frem, da det bliver en af vores helt centrale opgaver fremover, slutter Charlotte Vithen. 

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111