23948sdkhjf

47-årig mand er dømt for at spionere på Scania og Volvo

En tidligere ansat ved Scania og Volvo har fået tre års fængsel for at sælge information til russisk diplomat.

En 47-årig svensker er onsdag blevet dømt for at spionere for Rusland ved at sælge information om den svenske bilindustri.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT og avisen Aftonbladet.

Han har fået en straf på tre års fængsel ved retten i Göteborg.

Manden, der arbejdede for de svenske selskaber Scania og Volvo, er dømt for at have solgt hemmelige oplysninger fra selskaberne til en russisk diplomat. Informationerne er blevet overdraget via et USB-stik.

Manden var "fuldt ud klar over, at oplysningerne ville gavne Rusland", lyder det onsdag i en pressemeddelelse fra domstolen i Göteborg.

Domstolen uddyber herefter, at en dom for spionage kræver, at Sveriges nationale sikkerhed kan være blevet truet.

- Byretten har fastslået, at det gør sig gældende i forhold til oplysningerne fra Scania, mens det ikke er bevist, at det var tilfældet med informationerne fra Volvo, lyder det i pressemeddelelsen.

Den 47-årige mand blev pågrebet af Säpo i begyndelsen af 2019 på en restaurant i det centrale Stockholm.

Det skete efter mistanke om, at han i årevis havde spioneret for Rusland.

På restauranten var han mødtes med en person, der arbejdede på den russiske ambassade og havde diplomatstatus.

Ifølge Säpo var ansættelsen på ambassaden dog et dække, og han var i virkeligheden fra den russiske efterretningstjeneste.

Säpo står for Säkerhetspolisen og er Sveriges pendant til PET i Danmark.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11