23948sdkhjf

Flertal baner vej for forsøg med 34 meter lange lastvognstog

Forsøg med ekstra lange lastvognstog mellem Aarhus og Høje Taastrup. Vægten kan blive op til 78 ton.

Det bliver fremover muligt at spænde endnu mere gods efter en lastbil, der skal køre på strækningen mellem Aarhus og Høje Taastrup.

Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om en forsøgsordning, hvor man tillader såkaldte dobbelttrailere i en periode, skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Forsøgsordningen betyder, at længden af et vogntog kan komme op på 34 meter og en vægt på 78 ton.

En analyse fra Vejdirektoratet og Færdselsstyrelsen har vist, at man på den måde ikke kun kan spare 22.000 tons CO₂ over en periode på 15 år, men også kan opnå en samfundsgevinst på 300 millioner kroner.

I Dansk Industri er man henrykt over, at det er lykkedes partierne at nå til enighed.

- Med de længere vogntog kan vi transportere langt mere gods på den samme lastbil - til gavn for klimaet. Det har længe været et ønske i transportbranchen at få mulighed for at køre med de ekstra lange lastbiler, og vognmændene er klar til at komme i gang, siger Karsten Lauritzen, der er branchedirektør i DI Transport.

Hos Dansk Erhverv er man også meget tilfreds og håber, at forsøgsordningen med tiden bliver udvidet til at gælde andre steder i landet - og på den faste forbindelse til Sverige.

- Det er afgørende, at de politiske partier bag ordningen har besluttet at gå videre med ideen om at forlænge strækningen over Öresundsbron, da Sverige også kører forsøg med dobbelttrailere og flere af vores medlemmer opererer grænseoverskridende, siger Jesper Kronborg, der branchedirektør for Dansk Erhverv Transport.

Forsøgsordningen betyder ifølge Transportministeriet, at der skal foretages mindre ombygninger på udvalgte steder i vejnettet, så det bliver forsvarligt at køre med de længere lastbiler.

Samtidig skal ordningen også godkendes i EU-Kommissionen, og derfor når man formentlig ind i 2023, inden de første lange vogntog bliver sluppet fri på danske veje.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188