23948sdkhjf

Færre fejl i synshallerne

Trafikstyrelsens nye pointsystem, som synshallerne bliver bedømt efter, er blevet en succes. Efter bare to måneder bliver der lavet færre fejl i synshallerne.
Den 1. januar 2014 indførte Trafikstyrelsen et risikobaseret pointsystem, der straffer synshallerne, når de tages i at overse en fejl eller syner forkert. Allerede efter de første to måneder er konklusionen klar: Ordningen er umiddelbart en succes. Der bliver begået færre fejl i synshallerne.

- Synshallerne er blevet mere omhyggelige. Nu noterer de flere fejl end tidligere. Derfor stiger antallet af omsyn også, idet flere omsyn indikerer flere fejl, fortæller en tilfreds kontorchef Leif Lorenzen fra Trafikstyrelsen.

- Omsynsprocenten er steget cirka halvanden procent de første par måneder i 2014. Jeg er overbevist om, at det skyldes det nye pointsystem. Samtidig kan vi se, at antallet af strafpoints vi uddeler, er svagt faldende. Det indikerer også, at udviklingen går i den rigtige retning.

- Det er ikke noget nyt, at vi griber ind over for de synsvirksomheder, der ikke syner korrekt. Nu er konsekvenserne bare blevet mere synlige via de points, man hurtigt kan få skrabet sammen. Det har fået synsvirksomhederne til at blive bedre til at notere alle fejl. Det er ikke nok, at fejlene bliver påtalt over for vognmanden. De skal også beskrives i synsrapporten. Det er netop det, der er blevet bedre, siden pointsystemet blev indført.

- Synsvirksomhederne har vores pointtabel. I samme øjeblik en synsmedarbejder har overset noget, er pointene for den pågældende fejl kendt på forhånd. Man kender konsekvensen.

- Når en fejl er registreret i vores system, bliver synsvirksomhedens points opdateret til næste morgen. Så de vil altid vide, hvor de er henne.

Sådan fungerer pointsystemet

Systemet er såre enkelt. Trafikstyrelsens inspektører deler points ud, når en synsvirksomhed overser fejl og mangler ved det køretøj, der er til syn.

- For mindre alvorlige fejl, får synshallen kun et lille antal points; mens man for de alvorlige fejl og mangler får flere strafpoints. Til sidst tæller man sammen. Hvis summen bliver for høj, er konsekvensen klar: lukning af synshallen i kortere eller længere tid.

Landevejskontrollerne

Situationen er en helt anden ude på landevejen, hvor Trafikstyrelsen har været sammen med politiet på razzia flere gange i 2013.

- Ved disse kontrolsyn ser det desværre ikke så godt ud, siger Leif Lorenzen.

- Vi ser relativt mange tunge køretøjer med sikkerhedsmæssige fejl, som ikke burde forekomme. Nogle af fejlene er ret alvorlige.

Se det i TV

Man vil kunne se nogle af optagelserne i TV-udsendelsen "Razzia," der vises på TV2 omkring påske. Her vil man kunne se flere eksempler på, hvad Trafikstyrelsens inspektører finder ved vejkanten - og det ser bestemt ikke godt ud ifølge kontorchefen.

- Som regel kan 90 procent af de køretøjer, som politiet stopper, køre uantastet videre efter en kort kontrol. Resten bliver underkastet en grundig kontrol af last, vægt, køre/hviletid og en tekniske kontrol af køretøjet.

- Vi tjekker alt. Politiet tager sig af førerrettigheder; mens vores inspektører ser efter de tekniske forhold. Er vogntoget sammenkoblet rigtigt? Er totalvægten overholdt? Er bremserne i orden?

Vil smitte af

Transportmagasinet: Forventer du, at man vil kunne måle forbedringer i køretøjernes standard ved landevejskontrollerne hen over året?

- Ja, det gør jeg faktisk, svarer Leif Lorenzen.

- Det er et lille lønligt håb, vi har. Det ser ud som om, at den ønskede effekt er kommet hurtigere, end vi havde håbet på, når det handler om kontrol af køretøjerne i synsvirksomhederne. Vi tror, at det vil smitte af på landevejskontrollerne.

400 tilsyn

I 2013 blev der gennemført 102.000 syn af tunge køretøjer i Danmark. Disse syn blev foretaget på 97 synssteder for tungekøretøjer. ’

Ï 2013 har Trafikstyrelsen gennemført 400 tilsyn på tunge køretøjer ude i synshallerne og 421 vejkantkontroller med politiet ude på landevejen. Trafikstyrelsens inspektører har været på firmaadresser for at lave tilsyn efter syn i 125 tilfælde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094