23948sdkhjf

Sydkoreas præsident: Kaptajns handlinger svarer til drab

Den sydkoreanske leder langer hårdt ud efter kaptajnen og besætningen fra kæntret færge. 64 lig er fundet.
Kaptajnen og enkelte besætningsmedlemmer fra den forliste sydkoreanske færge har opført sig fuldstændig uacceptabelt, siger Sydkoreas præsident i en skarp kritik.

- Handlingerne fra kaptajnen og nogle af besætningsmedlemmerne er fuldkommen uforståelige, uacceptable og svarer til drab, lyder det fra Park Geun-Hye.

- Ikke kun mit hjerte, men alle hjerter i Sydkorea er blevet knust og er fyldt med chok og vrede, tilføjer hun.

Kaptajnen var ikke ved roret, da færgen sank onsdag morgen med 475 mennesker om bord. Han er siden blevet anholdt sammen med flere besætningsmedlemmer. De er alle sigtet for at have forsømt deres arbejde og forpligtigelser på skibet.

Kaptajnen og besætningen er også blevet kritiseret for at have givet ordre til passagererne om at blive i deres kahytter, da skibet kæntrede. Desuden er kaptajnen beskyldt for at have forladt skibet som en af de første.

179 personer er blevet reddet. Mange flere kunne sandsynligvis have undgået druknedøden, hvis de var nået frem til evakueringspunkterne, inden færgen krængede over, og vandet strømmede ind.

Sydkoreas præsident siger, at det efterhånden står mere og mere klart, at kaptajnen uden grund forsinkede evakueringen af passagererne, efter at færgen begyndte at synke. Og han "lod dem i stikken" ved at gå fra borde først, mener Park Geun-Hye.

Som eftersøgningsarbejdet skrider frem under havoverfladen, bliver flere lig bjærget fra skibsskroget. Ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap er 64 mennesker bekræftet døde.

Flere end 200 savnes fortsat. Mange af dem er high school-elever.

/ritzau/AFP
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078