Ladenetværk til el-lastbiler bliver landsdækkende i 2024
Siden åbningen af den første offentlige ladestation til elektriske lastbiler i Nyborg i marts 2023 er udviklingen accelereret kraftigt. I dag er der tre offentlige ladestationer til el-lastbiler. Til næste år vil der mindst 11 nye.
De i alt 14 ladestationer vil være jævnt fordelt omkring de største danske motorveje – det såkaldte ”store H” - så der tegner sig et klart billede af et landsdækkende netværk i Danmark allerede i 2024
Ifølge direktør Jacob Stahl Otte fra Drivkraft Danmark, der er brancheorganisation for brændstofleverandørerne og ladeoperatørerne, vil der næste år åbne endnu flere end de planlagte 11 ladestationer.
- De 11 nye lokationer er dem, som vores medlemmer har meldt ud nu på nuværende tidspunkt; men de er i fuld gang med at lægge planer for de næste, så det vil ikke undre mig, at de vil melde ud om endnu flere lokationer i den nærmeste fremtid.
Desuden er der de ladestandere, som bliver sat op af operatører, som ikke er medlem af Drivkraft Danmark. Det gælder for eksempel et firma som E.ON, som også er begyndt at åbne ladestationer for den tunge trafik.
Drivkraft Danmarks medlemmer har en målsætning om at have 100 ladestationer til den tunge trafik i 2030.
Væk med hønen og ægget
- Rent faktisk går vores medlemmer ud nu og investerer foran efterspørgslen, fortæller Jacob Stahl Otte, som glæder sig over, at man nu kommer helt ud af diskussionen om ”hønen og ægget.”
- Vi etablerer ladenetværket nu, fordi der er et marked for det. Vi ved bare ikke, hvornår det kommer, og hvornår el-lastbilen får sit store gennembrud.
- Vores medlemmer tager selvfølgelig de store investeringer i tæt kontakt med deres kunder - transportørerne - så ladestationerne kommer til at ligge de rigtige steder. Derfor vil man se dem skyde op, hvor behovet er størst.
- Hvis det så viser sig, at der er områder med et behov, men hvor efterspørgslen ikke er stor nok til at de kommercielle aktører vil sætte laderne op, kan det være her, at en statslig støttepulje kan træde til; men langt hen ad vejen mener vi, at den udvikling, vi ser nu med ladestandere langs motorvejene, vil dække det primære behov.
Hurtigere end forventet
Transportmagasinet: Regeringen forventer, at kun 4% af lastbilbestanden vil være elektrisk i 2030. Vil den andel blive større, fordi jeres medlemmer ruller ladenetværket ud hurtigere end forventet?
- Hvis behovet udvikler sig hurtigere end forventet, vil der komme flere ladestationer op. Det har vi set med de elektriske personbiler.
- Men det er svært at sige noget om, hvornår de her teknologier får deres gennembrud; men vi kan sige så meget, at det ikke bliver lademulighederne, som kommer til at stå i vejen for elektrificeringen af den tunge trafik.
- Det helt store spørgsmål er, hvornår det hele kommer til at passe sammen – teknologien, prisen, lademulighederne, og så er der en lang række andre faktorer, som vi også er afhængig af. Er der tilstrækkeligt med el i netværket? Kan vores medlemmer få de nødvendige tilslutninger? Er strømmen grøn?
- En forudsætning for den grønne omstilling af transportbranchen er, at vi kan få alt dette her til at lykkes.
- Som det ser ud i dag, vil store dele af samfundet blive elektrificeret. Derfor er behovet for strøm rigtig stort – og derfor er det så vigtigt, at der er fokus på at udbygge produktionen af strøm og få nettilslutninger, slutter Jacob Stahl Otte.
FAKTA OM: Drivkraft Danmark
- Drivkraft Danmark er arbejdsgiver- og brancheorganisation for Danmarks brændstofleverandører og ladeoperatører.
- Organisationen repræsenterer to raffinaderier og over 2.200 tankstationer, ladestationer og truckanlæg.
- Der er omkring 40 medlemsvirksomheder i Drivkraft Danmark
