23948sdkhjf

Dobbelttrailere over grænsen: - Der må kunne findes en løsning

Der må kunne gives adgang til danske vogntogskombinationer i Sverige, mener DTL - som også ønsker at transportministrene skal se på særtransporter

- Det er meget passende, at transportministeren indgår i dialog med sin svenske kollega om grænseoverskridende transport nu, hvor ministeren selv er blevet officiel vikar for den orlovsramte minister for nordiske anliggender. Men ellers har der sandt at sige ikke været meget lys fra danske transportministre på de grænseoverskridende transporter i Norden. Så initiativet falder på et meget tørt sted.

Sådan siger DTL’s adm. direktør Erik Østergaard i en kommentar til det samarbejde, som den danske transportminister Thomas Danielsen og han svenske kollega, infrastrukturminister Andreas Carlson, annoncerede i sidste uge.

- Når vi taler dobbelttrailer-vogntog, må der kunne findes en løsning for de danske vogntog, der krydser den svenske grænse, siger Erik Østergaard.

- Løsningen skal selvfølgelig omfatte de veje, hvor der ikke er problemer i forhold til bevægelsesmønstret. Så længe vogntogene opfylder visse minimumskrav og kun opererer på større veje som i Danmark, må der kunne gives adgang til danske kombinationer i Sverige.

Se også på særtransporter

Erik Østergaard mener også, at de to ministre bør give opmærksomhed til særtransporter, når de skal se nærmere på barrierer for den grænseoverskridende godstransport.

- Det bør være muligt at søge en særtransporttilladelse i et af de fire nordiske lande og så køre igennem de andre lande, uden man skal søge tilladelse i hvert land, siger Erik Østergaard.

- Der bør samtidig ske total harmonisering af særtransportafmærkninger, regler for særtransport og regler for følgebiler i Norden. Desuden bør ministrene og deres udvalg se nærmere på andre indskrænkninger for særtransport i de nordiske lande.

Gensidig accept

- Nordisk Vejforum lavede faktisk for snart tre år siden en rapport, der var tænkt som et redskab til myndighederne og transportbranchen, så de kunne anvende det i arbejdet for at harmonisere visse regler og elementer inden for specialtransport i Skandinavien.

- Den kunne ministrene passende tage fat på, mener Erik Østergaard.

- En analyse af mulighederne for gensidig accept af landenes forskellige regler med udgangspunkt i denne rapport vil være yderst velkommen.

Bør stå mere sammen

- Endelig kunne det være rart, om ministrene står mere sammen i EU, når man advokerer for at bevare den nordiske model for grænsekrydsende transport med højere vægte og dimensioner, slår DTL-direktøren fast.

- Vi har i regi af NLA været til møde med Nordisk Råds parlamentariske gruppe, hvor man har drøftet et større samarbejde mellem ministrene i nordisk regi på transportområdet.

- En større grad af formalisering af det samarbejde kunne være ønskelig, så vi ikke gang på gang skal opleve, at området mister fokus hos skiftende regeringer, slutter Erik Østergaard.

Netop transportsamarbejdet i Nordisk Råd blev den svenske infrastrukturminister Andreas Carlson spurgt ind til under sit besøg i Danmark i sidste uge. Her understregede han, at den svenske regering foretrækker et mere uformelt samarbejde på transportområdet i Nordisk Råd. Faktisk som det eneste land.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109