Ansvarlig vækst i en vild verden: Speditør navigerer gennem geopolitisk stormvejr

Speditionsvirksomheden ALPI kan se tilbage på et stærkt 2024 med en omsætning på 1,1 mia. kr. og et resultat før skat på 38,6 mio. kr. Det svarer til en omsætningsvækst på 15 procent sammenlignet med året før – skabt gennem organisk vækst på tværs af virksomhedens forretningsområder.
– Vi er stolte af at kunne præsentere et solidt resultat i en tid præget af global ustabilitet, stigende kompleksitet i verdenshandlen og vedvarende forstyrrelser i forsyningskæderne, udtaler Kjeld Tygesen, administrerende direktør i ALPI Danmark, og Morten H. Nielsen, direktør for ALPI Air & Sea, i en pressemeddelelse.
Resultatet vidner ifølge ledelsen om et robust forretningsfundament, der hviler på erfarne medarbejdere og en fælles kultur, hvor vilje, ansvarlighed og en hands on-tilgang er centrale værdier.
Tre årtiers fokus på fællesskab og ordentlighed
ALPI har gennem mere end 30 år bygget sin danske forretning op med ambitionen om at kombinere effektive, globale logistikløsninger med en arbejdsplads, hvor medarbejdertrivsel og ordentlighed er i højsædet.
– Vi betragter os selv som en stabil speditør – både når det gælder resultater og relationer. Vi tror på vækst, der udspringer af stærke kunderelationer, solide arbejdsfællesskaber og en langsigtet, ansvarlig udvikling, siger Morten H. Nielsen.
Derfor fastholder ALPI også sin beslutning om ikke at transportere varer via Rusland mellem Kina og Europa – et valg, der ifølge ledelsen er båret af både etisk og strategisk omtanke.
Integration og international fremgang
2024 bød blandt andet på en succesfuld integration af Spedition Christensen, der i dag er en fuldt integreret del af ALPI under navnet ALPI Padborg. Med særligt fokus på transporter til og fra Frankrig er det nye forretningsben blevet et vigtigt aktiv i ALPIs samlede portefølje.
Virksomheden oplevede vækst i stort set alle forretningsområder – herunder markante fremskridt hos datterselskaberne i Norge og Sverige. Også ALPI China, som blev etableret midt under COVID-19 i marts 2020, leverede et stærkt resultat og har vist sig modstandsdygtig i et omskifteligt marked.
Digitalisering og rettidig omhu
ALPI investerede i 2024 massivt i digitalisering med henblik på at ruste virksomheden til fremtidens krav. Blandt initiativerne er et nyt ERP-system og opstarten af et omfattende Data Warehouse-projekt, der skal styrke datadrevet beslutningstagning og kundeservice.
I Danmark går ledelsen ind i 2025 med fokus på ansvarlig vækst og ambitioner om at fastholde bruttofortjenesten på niveau med det forgangne år. Men det sker med en sund respekt for de ydre forhold.
– Vores branche er dybt påvirket af geopolitiske forhold og udviklingen i verdenshandlen. Det gør det vigtigere end nogensinde at stå på et stærkt fundament og have medarbejdere, der kan navigere i en foranderlig – og til tider kaotisk – verden, lyder det afslutningsvist fra Kjeld Tygesen og Morten H. Nielsen.