Luftfragten i Billund Lufthavn nåede et historisk højt niveau i september. I alt blev der håndteret 8.331 ton gods gennem lufthavnen, som dermed satte ny månedsrekord for fragt målt på tonnage.
Det oplyser Billund Lufthavn i en pressemeddelelse.
Godsmængden var 15,6 pct. højere end i september sidste år. Aktiviteten blev blandt andet løftet af temperaturfølsomt gods, herunder større eksportforsendelser af mejeriprodukter, mens lufthavnen også løbende håndterer projektgods og andre ad hoc-forsendelser med særlige logistiske krav.