23948sdkhjf

Post Danmark tager de første el-biler i brug

I sidste uge blev 50 el-biler taget i brug af Post Danmark. De første var transportministeren med til at køre til Roskilde.
Transportminister Henrik Dam Kristensen, der selv har arbejdet som postbud, kørte med, da den første af Post Danmarks nye el-biler blev afleveret til postbudene i Roskilde tirsdag den 14. maj 2013.

Med køreturen markerede Henrik Dam Kristensen, at Post Danmarks 50 nye el-biler er klar til at komme ud med breve og pakke rundt om i landet.

- Efter at have prøvet at køre i en af de nye el-biler kan jeg godt forstå, at postbudene glæder sig til at tage dem i brug. Bilerne er utrolig støjsvage og har en høj komfort, sagde Henrik Dam Kristensen.

- Transportbranchen står over for store udfordringer i forhold til at nedbringe CO2-udledningen. Der er brug for store spillere, som tør gå forrest. Jeg håber, at det kan være med til at fremme udviklingen af mindre forurenende og mere støjsvage køretøjer.

Vito E-cell

Post Danmarks nye el-biler er af mærket Mercedes-Benz Vito E-cell. Bilen er en elektriske udgave af Mercedes-Benz’ varebil i mellemklassen, Vito. El-varebilen har en rækkevidde på cirka 130 kilometer pr. opladning. Det er mere end rigeligt til Post Danmark, der primært skal bruge bilerne på kortere distributionsruter i de større danske byer.

Bilen oplader ved nedbremsninger, og det gør bilen ideel til bykørsel, hvor der er mange stop.

Halvdelen af de nye Vito E-cell biler er i øvrigt højrestyret, så postbuddet kan træde direkte ud på fortovet, når han stiger ud af bilen for at tømme postkasser i byerne.

Størst på el

Med de 50 nye Vito E-cell er Post Danmark den største ejer af el-køretøjer i Danmark. Udover varebilerne råder Post Danmark også over 1.700 el-cykler og 100 el-scootere.

Post Danmark har ambitiøse mål på klimaområdet. Ifølge distributionschef Martin von Horsten vil man fortsætte med at investere i el-bilerne,

- Næste skridt bliver at anskaffe nogle mindre lastbiler, der kører på elektricitet og grøn gas, fortæller han.

Sidste år kørte Post Danmark et vellykket forsøg med el-biler på Bornholm, der blandt andet viste, at el-bilens rækkevidde er optimal i forhold til postkørsel.

Post Danmark opstiller selv ladestationer i de forskellige distributionscentre, hvor de 50 el-biler skal starte og slutte omdelingen af dagens post.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078