23948sdkhjf

Nyt lovforslag øger sikkerheden for mekanikere

Fremover skal politiet kontaktes, hvis en mekaniker skal reparere eller fjerne et køretøj fra motorvejen.
Det er indholdet i en ændring af færdselsloven, som Folketinget har vedtaget i dag. Formålet er at skabe bedre sikkerhed for mekanikere og servicemedarbejdere, der bliver kaldt ud til nødstedte køretøjer, der holder i nødsporet på landets motor- og motortrafikveje.

- Det er forbundet med betydelig fare at udføre arbejde på en motorvej, uanset om køretøjet skal fjernes eller repareres på stedet, siger justitsminister Morten Bødskov (S).

- Det glæder mig at kunne imødekomme et stort ønske fra mekanikerne om at skabe bedre sikkerhed for dem. Jeg tror, de fleste kan forestille sig, at det kan være ganske ubehageligt at udføre den slags arbejde i nødsporet. En motorvej er en farlig arbejdsplads, og det skal være slut med, at nogle faggrupper skal udsætte sig for stor fare for at hjælpe os andre, når vi ikke selv er i stand til at køre videre.

Skadet mekaniker sagde tak

I forlængelse af lovforslagets vedtagelse fik justitsministeren besøg af en delegation fra fagforbundet Metal, som sammen med den 27-årige forhenværende mekaniker Jesper Ottesen kom for at sige justitsministeren tak for indsatsen.

Jesper Ottesen blev kørt ned på den fynske motorvej i 2007, mens han tilså en havareret lastbil. Han blev alvorligt skadet og er i dag førtidspensionist.

- Jeg er meget glad for, at sagen endelig er blevet taget op politisk, sagde han til justitsministeren.

- Det har taget fem år at nå så langt, men det er godt, at det nu bliver mere sikkert for de mekanikere, der sendes ud for at arbejde på motorvejen. Politiet skal tage stilling til, om det nødstedte køretøj kan bugseres hen til et sikkert sted – for eksempel en rasteplads eller et værksted.

Gik efter et forbud

Metal gik ellers efter et totalt forbud mod at reparere lastbiler på motorvejen; men så langt ville Folketinget ikke gå.

- Vores mål var helt at stoppe disse meget farlige situationer, hvor mekanikere står i nødsporet eller i vejsiden, siger Henrik Kjærgaard, der er næstformand i Metal.

- Når det nu ikke kunne gennemføres, er vi glad for, at politiet nu skal indblandes. Værkstedet skal kontakte politiet, inden mekanikeren kører ud til et havareret køretøj. Politiet tager så stilling til, om køretøjet skal bjærges.

- Vi har arbejdet på denne sag siden 2007 – men det er først nu, at vi endelig er blevet hørt. Det er vi kommet for at takke Morten Bødskov for, slutter Henrik Kjærgaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082