En norsk skibsmægler skulle indhente fragttilbud fra rederier til en aluminiumskoncern for en række af transporter. Efter en tilbudsrunde blev det aftalt, at transporterne for aluminiumskoncernen skulle udføres af et dansk rederi.
Det fremgik af de papirer, som skibsmægleren sendte til rederiet, at skibsmægleren skulle have 3,75 % af fragtraten i kommission. Skibsmægleren slettede vilkåret om kommission fra de ellers identiske dokumenter, der blev sendt til aluminiumskoncernen.
Skibsmægleren gav dermed rederiet det forkerte indtryk, at aluminiumskoncernen forudsatte, at der skulle gå 3,75 % af fragtraten til kommission. Aluminiumskoncernen havde ingen viden herom, men måtte formentlig gå ud fra, at skibsmægleren kun skulle have 1,25 % i kommission som sædvanlig.
Ved et møde nogle måneder senere blev forskellen på de to kontrakter opdaget, men skibsmægleren krævede stadig, at rederiet skulle betales 3,75 % i kommission, hvilket det danske rederi først protesterede imod, men siden efterkom.
Overførte pengeneDet danske rederi opdagede senere, at skibsmægleren overførte to tredjedele af de 3,75 % til en shipper (adressekommission).
Rederiet mente, at det kunne have tjent flere penge, såfremt det havde haft de rigtige oplysninger fra starten, fordi rederiet i så fald kunne have afgivet tilbud med højere nettofragt, men til samme bruttopris.
Rederiet sagsøgte skibsmæglerselskabet ved en voldgiftsret og vandt sagen. Imidlertid gik skibsmæglerselskabet konkurs kort efter. Herefter lagde rederiet sag an mod den skibsmægler, som var direktør, ejer og skibsmægler i det konkursramte skibsmæglerselskab. Skibsmægleren blev frifundet ved byretten, men dømt til at betale erstatning ved landsretten.
Endelig kom sagen for den norske Højesteret.
Højesteret: Tab er ikke bevistHøjesteret indledte med at fastslå, at skibsmægleren havde opført sig groft uagtsomt ved at give vildledende oplysningerne både til aluminiumskoncernen og rederiet under aftaleindgåelsen.
Spørgsmålet var imidlertid, hvorvidt rederiet havde lidt et tab herved. Højesteret skulle derfor vurdere, om rederiet i tilfælde af at have fået de rigtige oplysninger fra starten ville have udnyttet den korrekte information til at øge nettofragten.
Lederen af rederiets befragtningsafdeling gav under en vidneforklaring udtryk for, at det ikke betød noget for rederiet, hvor meget kommission der skulle betales; men at det var nettoresultatet, der var det afgørende.
Højesteret mente, at denne forklaring sammen med andre forklaringer trak i retning af, at bruttofragtraten ville være blevet tilsvarende lavere, såfremt rederiet havde indgivet tilbud baseret på 1,25 % i kommission.
Højesteret fandt, at rederiet ikke havde lidt et tab, fordi skibsmæglerens mangelfulde information ikke havde påvirket rederiets nettorate. Den norske skibsmægler blev derfor frifundet trods grov uagtsomhed.
IUNO menerDommen illustrerer, at grov uagtsomhed ikke nødvendigvis fører til erstatningsansvar. Det er en grundlæggende betingelse, at man kan bevise at have lidt et tab, før man kan få tilkendt erstatning.
DF-Brød.9: Det var afgørende at vurdere, hvad rederiet ville have gjort under tilbudsgivningen, såfremt de korrekte oplysninger havde været til stede. Det er i sagens natur er en vanskelig vurdering. Den norske Højesteret valgte at lægge stor vægt på vidneforklaringerne, som indikerede, at kommissionen ikke havde betydning for rederiets tilbud.
[Norges Høyesteretts dom af 20. maj 2015, sag HR-2015-1077-A]
BREAKING