Ny type kran til installation af vindmøller
Total Wind A/S og Krøll Cranes A/S har designet en ny type kran, der sætter nye standarder for højde og vægt og retter sig mod installation af fremtidige vindmølleparker
Blandt fordelene, sammenlignet med andre krankoncepter i vindindustrien, er løftekapaciteten på op til 125 ton ved en kroghøjde på op til 180 meter samt muligheden for at installere vindmøller i vindhastigheder på op til 15 sekundmeter. Med muligheden for hurtig flytning (36 timer) og kranens integrerede tag-line system vil den nye kran være ideel til installation af fremtidige vindmølleparker.
- Den nye Luffing kran kaldes K1500L og er designet til at installere vindmøller med en navhøjde på over 140 meter. Installation i disse højder bliver stadig mere nødvendigt, da mange af fremtidens vindparker placeres i områder med lav vind. Højere tårne er derfor en nødvendighed for at udnytte vindpotentialet, siger CEO Jens Nygaard Laursen fra Total Wind A/S.
Den nye Luffing kran retter sig også mod installation af vindparker placeret i bjerg- eller skovrigt terræn, da kranen kræver mindre plads og samles vertikalt. Den traditionelle horisontale samling af kran kræver op til 180 meter plads for at samle kranbommen på jorden.
I løbet af uge 14 demonstreres den nye kran for en gruppe af særligt inviterede specialister og kunder. Demonstrationen finder sted ved Total Wind A/S’ hovedkontor i Brande.
Total Wind A/S er en førende leverandør af kraner og mandskab til installation af vindmøller, service og vedligehold samt opgraderinger af vindmøller og vingereparationer.