Håndværkere kan blive pålagt at installere fartskrivere i deres biler i henhold til en EU-forordning om køre-hvile-tidsbestemmelser, men går Danmark for langt?
I reglerne om køre-hviletid for chauffører findes en såkaldt ”håndværker-undtagelse”.
Denne undtagelse siger, at håndværkere, der indenfor en radius af 100 kilometer transporterer materialer til brug for en opgave, ikke skal være omfattet af køre-hviletids-bestemmelserne.
Ikke desto mindre har Håndværksrådet oplevet, at en automekaniker, der transporterede en bil til rustbehandling , blev anklaget for at overtræde køre-hvile-tids-bestemmelserne. Bilen blev i det konkrete tilfælde ikke anerkendt, som et nødvendigt materiale for at udføre arbejdet.
Ligeledes har en anlægsgartner oplevet at blive stoppet for at overtræde køre-hviletids-bestemmelserne, fordi hans transporterede en afskåret trækrone på en trailer.
- Vi ser den slags sager som eksempler på, hvordan Danmark overimplementerer EU-regler. Vi har indbragt sagen for det nye implementeringsråd, som regeringen har nedsat. Rådet anbefaler regeringen, at Danmark stopper med at overimplementere EU-reglerne på dette område og i stedet følger praksis i andre EU-lande – f. eks. i Tyskland, hvor reglerne praktiseres mindre restriktivt, siger chefkonsulent og EU-jurist i Håndværksrådet, Jeppe Rosenmejer til Leder I dag.
Implementeringsrådet beskæftiger sig med EU-lovgivning og EU-reglers indførelse i Danmark.
Når det gælder EU-regler er Danmark ofte blevet fremhævet som duks, men ind i mellem sker der en unødvendig stramning af EU-forordninger, når de skal omsættes til lov.
Implementeringsrådet har repræsentanter for erhvervsorganisationerne med. Det er i sidste ende regeringen og de involverede ministre, der afgør om en EU-regel kan blødes op eller håndhæves mindre restriktivt.