23948sdkhjf

Arrangører: - Vi har plads til alle

Jesperhus-udstillingen har plads til hele familien - og det belønnes med rekordstor interesse og flere udstillere end nogensinde

Lastbiler og blomster er måske ikke noget, man umiddelbart associerer med hinanden - ikke desto mindre har dén opskrift vist sig som en succes, når det kommer til den årlige lastbil-udstilling i Jesperhus Feriepark, der i år har sprængt alle rammer og byder ikke mindre end 480 lastbiler indenfor.

Det lykkedes Transportmagasinet at fange de to travle ansvarlige for årets lastbiludstilling i Jesperhus Feriepark, til en snak om, hvad der gør udstillingen så speciel.

- Det startede med, at Jesperhus ringede til mig og spurgte, om jeg havde en flot lastbil, som de kunne få lov til at udstille i parken. Det ene tog det andet, og det første år endte vi med at have 70 lastbiler udstillet, fortæller Frode Larsen fra FL Buur Design.

Selvom han egentlig er trådt tilbage fra firmaet og gået på pension, så får han ”stadig lov til at lave det sjove”, som for eksempel at arrangere Jesperhus-udstillingen i tæt samarbejde med ferieparkens ansvarlige, Karin Nielsen.

- Vi går op i, at der skal være noget for hele familien, og vi vil skabe en atmosfære, hvor alle er velkommen. Én af vores styrker er, at vi kan tilbyde det hele – mens far sparker dæk og kigger på lastbiler, kan resten af familien gå i blomsterparken eller vandlandet. Det er helt unikt for vores udstilling, siger Karin Nielsen.

Fokus på det sociale
Man fornemmer et stærkt community blandt deltagerne, når man bevæger sig rundt mellem de store maskiner. Og selvom vejret var ustadigt, melder arrangørerne om godt humør hele vejen rundt.

- Vi har haft lidt kaos omkring at få bilerne på plads, fordi underlaget er meget blødt efter regn. Men alle har taget det pænt, og vi har ja-hatten på, siger Frode Larsen.

Nøglen til succesen
For første gang kunne deltagerne også se frem til en stor fest lørdag aften med 1150 spisende gæster i ét stort telt, hvor både musik, dans og helstegt pattegris skulle sætte prikken over i’et for den gode stemning.

Det har tiltrukket sig opmærksomhed, også udenfor landets grænser, og i år har Karin Nielsen og Frode Larsen besøg af arrangører bag en svensk udstilling på inspirationstur, der lurer lidt på ”Jesperhus-modellen”.

- Nøglen til vores succes er både den uformelle atmosfære, som der er på udstillingen, men i høj grad også samarbejdet mellem arrangørerne, hvor vi er gode til at håndtere problemerne, når de opstår, og kommunikerer meget åbent med hinanden. Der er helt klart en gensidig tillid, siger Karin Nielsen.

Når den sidste lastbil ruller ud af parken, går der en uges tid med oprydning, så parken kan blive klar til resten af sæsonen. Om tre uger begynder evalueringen af årets udstilling – og dermed også forberedelsen til næste års udgave.

Klik her og se vores galleri med et udpluk af de udstillede lastbiler!

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078