23948sdkhjf

Stort behov for efteruddannelse

Autobranchen Danmark opfordrer underleverandørerne til at efteruddanne lastvognsmekanikere

Den teknologiske udvikling accelererer med lynets hast i disse år. Vognmændene efterspørger nye lastbiler og avanceret materiel. Lastvognsproducenterne, bilforhandlerne og leverandørerne til branchen efterkommer behovet så godt de kan – og myndigheder strammer op med nye krav om CO2-udslip, brændstofforbrug, sikkerhed og effektivitet.

Den nye teknologi gør det muligt at opfylde de mange ønsker og krav; men den stiller også store krav til viden og efteruddannelse af de medarbejdere, som skal servicere vognmandsbranchen – det gælder ikke mindst lastbilmekanikerne.

Skal have den nyeste viden
- Det er vigtigt, at mekanikerne er opdaterede med den allernyeste viden, siger chefkonsulent Hans Bruun fra AutoBranchens VidenCenter.

- Den nye teknologi skal kontrolleres, kalibreres og serviceres, og det kræver fuld opdateret viden. Det kræver avanceret og dyrt diagnoseudstyr – og så kræver det, at man ved, hvordan udstyret skal håndteres. Og her er der lang vej igen, før vi har alle landets lastbilmekanikere opdateret.

Lastvognsuddannelser halter efter
Ifølge Hans Bruun gør bilimportørerne gør, hvad de kan for at holde de autoriserede værksteder opdaterede; men der er også behov for, at de frie værksteder får opdateret deres medarbejdere. Derfor er der et stort behov for, at de som har mest viden om alt det nye, kommer endnu mere på banen med hensyn til efteruddannelse og kurser.

- På person- og varebilsområdet sker det på grossisternes uddannelser og akademier; men når det handler om lastbiler, trailere og andet transportmateriel halter efteruddannelsen desværre langt efter.

- En lastbil består jo af et chassis, hvorpå der er monteret en opbygning, måske ekstra aksler og udstyr, som bruges til at håndtere lasten. Her er behovet for, at der tilføres viden om montering, justering og fejlfinding på systemer og komponenter endnu større end for person- og varebiler.

På tide med initiativer
- De forskellige underleverandører arbejder meget forskelligt med disse behov. Nogle holder produktkurser, andre har teknikere, der kan hjælpe og måske er der en hotline, man kan ringe til, hvis der er problemer.

- De tekniske skoler har helt naturligt svært ved at følge med. De har rigeligt at gøre med at give lærlingene mere basisviden. Derfor er det på tide, at en større reservedelsgrossist sætter uddannelse og jobtræning i system på lastbilområdet, lyder opfordringen fra Hans Brun.

Korte, praktiske kurser
- Der er et voldsomt behov for korte, målrettede kurser med fokus på praktik. Mange værksteder kan ikke undvære deres mekanikere i længere tid – i hvert fald ikke de to-tre dage, som et AMU-kursus typisk tager.

- Korte, fokuserede kurser vil være til gavn for hele branchen. Det vil være til gavn for værkstedernes effektivitet og kundernes driftsøkonomi. Endelig vil det være til gavn for samfundet, fordi de tunge køretøjer vil have færre fejl og forurene mindre, siger chefkonsulenten.

- Sidst med ikke mindst vil det gøre branchen mere attraktiv for unge, som søger en uddannelse og en karriere inden for transportbranchen.

- Jeg mener, at man med en fornuftig efteruddannelse af mekanikerne vil kunne tiltrække flere unge og fastholde flere i branchen. Efteruddannelse betyder rigtig meget, hvis man vil fastholde de teknikere, som er beskæftiget i branchen, slutter Hans Bruun.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.438