23948sdkhjf

Sikke noget rod: Kontrol af svensk chauffør som taget ud af Monty Python

Lørdag den 4. januar 2020 standsede en færdselsbetjent fra Tungvogncenter Øst en norsk registreret lastbil med en norsk registreret sættevogn.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Lastbilen blev kørt af en 27-årig mand fra Sverige, som ikke var i stand til at fremvise hverken kørekort, chaufføruddannelsesbevis eller gyldig vognmandtilladelse.

Færdselsbetjenten konstaterede ved kontrol af chaufførens førerkort tre køre- og hviletidsovertrædelser. En udlæsning af tachografen viste desuden to tilfælde, hvor der var udført kørsel uden førerkort for at skjule køre- og hviletidsovertrædelser.

Desuden var to af dækkene på sættevognen blankslidte.

Men det blev værre endnu
Færdselsbetjenten kontaktede svensk politi, som oplyste, at den 27-årige chauffør ikke havde kørekort til vogntoget, og at chaufførens chaufføruddannelse var udløbet i maj 2019 og derfor ikke længere var gyldig.

Svensk politi oplyste desuden, at den 27-årige chauffør var blevet frakendt førerretten til tunge køretøjer på baggrund af en hastighedsovertrædelse på mere end 40 pct. Chaufføren var herefter i tre tilfælde blevet taget i kørsel i frakendelsestiden, da han tilsyneladende ufortrødent fortsatte med at køre lastbil i Sverige.

Gemte førerkort i bukserne
Færdselsbetjenten kunne ved at sammenligne køre- og hviletidsregistreringerne med politiets automatiske nummerpladegenkendelsessystem konstatere, at chaufføren havde kørt lastbil i Danmark tre gange fra 17. december til 4. januar 2020, hvor færdselsbetjenten altså satte en stopper for kørslen.

Færdselsbetjenten ransagede lastbilens førerhus uden yderligere anmærkninger. Efterfølgende kunne chaufføren pludselig fremvise sit kørekort, som han havde gemt i sine bukser.

Den svenske chaufføren blev sigtet for:

  • 3 forhold vedrørende kørsel i frakendelsestiden
  • 2 forhold af kørsel uden at anvende førerkort med henblik på at hindre politiets effektive kontrol
  • 3 køre- og hviletidsovertrædelser, med samlet overtrædelse på 27 %
    Fejl og mangler i forhold til 2 nedslidte dæk
  • 3 forhold af manglende chaufføruddannelse

Chaufføren erkendte alle overtrædelserne og fik efterfølgende konfiskeret sit førerkort.

Den norske vognmand blev sigtet for:

  • 2 forhold af arbejdsgiveransvar for kørsel uden at anvende førerkort, med henblik på at hindre politiets effektive kontrol.
  • Arbejdsgiveransvar for køre- og hviletidsovertrædelserne
  • Kørsel uden at medbringe en vognmandstilladelse
  • 3 forhold af arbejdsgiveransvar for manglende chaufføruddannelse
  • Ejeransvar i forbindelse med to nedslidte dæk
  • 3 tilfælde af manglende betaling af vejbenyttelsesafgift

Vognmanden erkendte også alle overtrædelserne.

Ny chauffør sendt fra Norge - og så blev det rigtig sjovt
Vognmanden sendte straks en ny chauffør fra Norge til Danmark, som kunne køre lastbilen, og han oplyste samtidig, at de to nedslidte dæk var blevet udskiftet.

Den nye chauffør sagde, at han havde fået ”et lift” med én af virksomhedens andre lastbiler.

Færdselsbetjenten kunne dog konstatere, at den nye chauffør ikke havde registreret rådighedstid i forbindelse med rejsen fra Norge til Danmark, hvilket både han og vognmanden blev sigtet for.

Skiftede de forkerte dæk
Færdselsbetjenten kunne efterfølgende oplyse de to chauffører om, at de to dæk, som var nedslidte, ikke var blevet udskiftet som aftalt. I stedet var to andre dæk blevet udskiftet.

Senere samme dag mødte de to mænd op hos politiet og fortalte, at forholdene nu var bragt i orden. Færdselsbetjenten kunne nu sætte flueben ved, at de nedslidte dæk ganske rigtigt var blevet skiftet... Men der var stadig ikke betalt vejbenyttelsesafgift, hvilket vognmanden blev sigtet for - denne gang i 2. gangs tilfælde.

Alt i alt forventes de mange overtrædelser, fejl og mangler at løbe op i 112.000 kr. + tre månedslønninger.

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08