23948sdkhjf

DSV Panalpina i stor sparerunde: Varsler danske afskedigelser

3000 stillinger nedlægges hos den danske transportkoncern DSV Panalpina. Omkring to procent bliver i Danmark

Den danske transportvirksomhed DSV Panalpina skal finde besparelser på omkring 1,4 milliarder kroner om året.

Det sker som en konsekvens af coronakrisen, oplyser selskabet i forbindelse med sit regnskab for første kvartal.

Til Børsen oplyser Jens Bjørn Andersen, administrerende direktør hos DSV Panalpina, at besparelserne kommer til at gå ud over lige i overkanten af 3000 medarbejdere.

Heraf udgør den danske del to procent, fortæller han til mediet. Det svarer i runde tal til 60 danske medarbejdere.

- Det er utroligt kedeligt, hver gang en medarbejder skal forlade DSV.

- Det er aldrig let at sige farvel til gode kolleger, og det er aldrig noget, vi tager let på, men vi synes, det er ansvarligt at tilpasse omkostningerne i en situation, hvor aktivitetsniveauet falder dramatisk, siger Jens Bjørn Andersen til Børsen.

Selskabet oplyser, at tiltagene ventes at give engangsomkostninger på cirka en milliard kroner i år. Det kan være udgifter til eksempelvis opsigelser af medarbejdere eller omlægninger af afdelinger i virksomheden.

Ved udgangen af marts havde DSV Panalpina 58.788 fuldtidsansatte.

Meldingen om besparelserne kommer efter et første kvartal, hvor selskabet har løftet sin omsætning med hele 37 procent til 27,3 milliarder kroner.

Det skyldes især overtagelsen af det schweiziske selskab Panalpina, som blev en del af DSV i sensommeren sidste år.

Overtagelsen har dog langtfra være nogen billig omgang. Overskuddet er faldet til 331 millioner kroner i første kvartal i år fra 963 millioner kroner i første kvartal sidste år.

- Alt taget i betragtning har vi leveret tilfredsstillende resultater i første kvartal, og vores forretningsmodel med har vist sin styrke, siger Jens Bjørn Andersen i en kommentar i regnskabet.

På grund af usikkerheden forbundet med coronakrisen har mange selskaber valgt at droppe deres forventninger til de økonomiske resultater i år.

Det samme gør sig gældende for DSV Panalpina, som lagde forventningerne fra sig i midten af marts.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081