Nordjysk transportfirma gentager millionoverskud
Uni-Way A/S leverer et regnskab helt efter planen.
Med et resultat før skat på 4,5 mio. kroner i 2019-regnskabet ligger Aalborg-virksomheden 0,2 mio. kroner over præstationen fra det foregående regnskabsår, mens bruttoresultatet ligeledes er steget et nøk fra 27 til 28 mio. kroner.
Aalborg-virksomheden – der udbyder specialtransport, særtransport, kurerkørsel, pakketransport, godstransport, maskintransport og spedition i både ind- og udland – oplyser ikke omsætningstal.
Forventer fremgang
Af årsrapporten fremgår det dog, at antallet af ansatte voksede fra 25 til 27 i løbet af det seneste regnskabsår.
- Efterspørgslen efter transportydelser har generelt været stigende, lyder det i den kortfattede ledelsesberetning, hvor virksomheden ser frem mod indeværende år med en blanding af optimisme og usikkerhed.
- For 2020 som helhed forventes et forbedret resultat, der dog blandt andet vil afhænge af udbredelsen af coronavirus og dens påvirkning på kunder og leverandører med eventuelt ændret markedsaktivitet til følge.
Transportmagasinet har været i kontakt med direktør Claus Madsen, som ikke ønsker at uddybe 2019-regnskabet.
mio. kr. | 2019 | 2018 |
---|---|---|
Bruttoresultat | 28,4 | 27,1 |
Ordinært resultat før skat og renter | 4,5 | 4,5 |
Resultat før skat | 4,5 | 4,3 |
Årets resultat | 3,5 | 3,4 |
Balancesum | 29,7 | 28,1 |
Egenkapital | 6,7 | 6,6 |
Antal ansatte | 27 | 25 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019. |