Freja går frem i Norge og Finland - og er klar til opkøb
Freja Transport & Logistics Holding A/S har opnået vækst i omsætningen fra 2018 til 2019 på 7,1 %. Den samlede omsætning i 2019 landede på i alt DKK 3,34 mia.
Det fremgår af virksomhedens årsrapport.
EBIT udgør DKK 73,1 mio. i 2019 mod DKK 51,4 mio. i 2018. Årets resultat før skat udgør DKK 53,7 mio. i 2019 mod DKK 38,1 mio. i 2018. Resultatet for 2018 var påvirket negativt af integrationen af Transcargo, og 2019 er påvirket negativt af restruktureringsomkostninger i det svenske selskab.
Koncernens egenkapital er vokset fra DKK 285,5 mio. i 2018 til DKK 294,2 mio. i 2019. Som konsekvens af overgangen til IFRS 16, falder soliditetsgraden fra 29,6 % til 18,4 % ultimo 2019.
I en pressemeddelelse skriver ledelsen, at der har været en stabil og god udvikling i såvel Danmark, Kina, Norge og Finland.
Sverige har ikke levet op til forventningerne i 2019, og med opbakning fra koncernledelsen har den svenske organisation iværksat en række tiltag særligt i andet halvår. Disse tiltag har resulteret i betydelige forbedringer.
"Q1 2020 har udvist en positiv trend, hvor budgetterne følges, dog budgetterer det svenske selskab fortsat med mindre underskud i 2020, og der er fra moderselskabet tilført den nødvendige styrkelse af kapitalen," fremgår det af meddelelsen.
Det nyligt tilkøbte selskab i Polen har vist en flot udvikling. Primo 2020 er Tomasz Cegielski tiltrådt som ny landechef, og potentialet for fortsat vækst er enormt.
Investerer stadig stort
Gennem mere end 10 år har Freja investeret massivt i udviklingen af IT-platformen, og 2019 er ingen undtagelse. Invetseringerne skal optimere og effektivisere forretningen, dels for at gøre Freja konkurrencedygtige, men også for at sikre fordele for kunderne i deres værdikæde.
- Vores fokus er fortsat at udvikle de langsigtede relationer med såvel kunder som leverandører. Trods vores store fokus på effektiviseringer, så er vi også bevidste om, at mennesket fortsat er den vigtigste ressource i samarbejdet – transport & logistik er ”People Business”. Nøgleordene for os i samarbejdet er åbenhed, tillid og troværdighed. Vi har altid drevet vores virksomhed ud fra stærke værdier. Vi arbejder dagligt for at gøre en forskel for vores kunder og sikre, at vi sammen bliver en lille smule bedre dag for dag, siger Jørgen Hansen, stifter og bestyrelsesformand i Freja koncernen.
Parathed, ydmyghed og fortsatte ambitioner præger dagsordenen i den altid sultne jyske virksomhed
- Et fornuftigt årsresultat for 2019, men vi er både parate og har ambitionerne til at vise, at vi kan gøre det endnu bedre i fremtiden. I 2019 har det været konsolidering samt fortsat integration af Transcargo, der har haft vores fokus. I 2020 er det især vores nye positionering på det polske marked, sammen med genopretningen af det svenske selskab, der vil få størst fokus – uden at det dog må gå ud over vores udvikling i Kina, Norge, Finland og Danmark, siger Group CEO Ulrik Rasmussen.
COVID-19 giver nedgang i aktiviteter
COVID-19 påvirker også hverdagen i Freja i øjeblikket, og på enkelte markeder har virksomheden set en relativ stor nedgang i aktiviteterne. Disse bliver dog delvis kompenseret for på andre markeder og segmenter, hvor der til gengæld har været øget aktivitet.
Dog er ledelsen overbeviste om, at Frejas forretningsmodel og kompetente organisation er parat til fortsat at udvikle virksomheden i positiv retning, også i denne ekstraordinære situation, så Freja står stærkere på den anden side af krisen.
- Udviklingen i Q1 2020 viser, at vi er på rette vej. Vi har en solid platform og er klar til at høste frugterne af de senere års massive investeringer. Og skulle der være yderligere konsolideringsmuligheder, er vi også klar til at ”kigge” på det, slutter Jørgen Hansen.