23948sdkhjf

Fragtmand rundede 100 år: Afslutter jubilæumsår i fin form

Peder Olsen & Søn i Odense kunne i 2019 fejre, at virksomheden har rundet sit første 100-års jubilæum i fin form. Direktør Henrik Olsen fortæller, at jubilæet blev festliggjort med en stor reception, og det gode humør bør kunne strække sig yderligere et par grader, når man ser på årets økonomiske resultater.

Således kom fragtmandsvirksomheden ud af 2019 med et overskud på 2,7 mio. kr., mod 1,7 mio. kr. året før. Driftsresultatet steg fra 2,2 til 2,8 mio. kr. og egenkapitalen er forbedret fra 10,9 mio. kr. i 2018 til 13 mio. kr. i 2019.

- Vi lavede et godt resultat i 2019, og det er en kombination af mange små ting, vi får til at passe sammen. Til sammenligning var vi i slutningen af 2017 ude og overtage fragtmanden i Svendborg, og derfor var 2018 meget præget af at køre det på plads, siger Henrik Olsen til Transportmagasinet.

God aktivitet trods krisetid
Corona-krisen faldt sammen med virksomhedens traditionelle højsæson, og det har været med til at afbøde lidt af konsekvenserne, vurderer direktøren:

- Grundlæggende har vi haft pænt at lave, på trods af krisen. Normalt siger vi, at sæsonen begynder at rykke omkring påskeferien, og dermed er den nedgang, vi kunne have haft, blevet udlignet - og måske endda med en lille stigning, fordi mange har gået hjemme og er kommet i tanke om, at de skulle have et nyt drivhus eller nogle nye havemøbler, når nu de havde tid til at sidde i dem.

Han mener, at virksomheden har stået stærkere gennem krisen, blandt andet fordi jubilæumsfejringen har skabt sammenhold.

- Vi holdt en kæmpe reception, og det engagement, vi havde sidste år, har gjort, at vi er blevet en mere sammentømret virksomhed. Vi holdt en fest og fejrede det, det har bragt os tættere sammen, og den holdånd har vi brug for i forbindelse med corona-krisen, siger Henrik Olsen.

Vant til det uforudsigelige
Når det kommer til forventningerne til 2020, så er han som så mange andre virksomhedsledere i Danmark lidt forsigtig med at komme med de store spådomme.

- De resultater, vi har haft i de første måneder i år, ser gode ud, så lad os håbe, at vores lille butik klarer sig godt igennem, siger han og henviser til, at nedgang i industrien kan være med til at gøre det vanskeligt for fragtmændene.

Alligevel er han fortrøstningsfuld:

- Fremtiden er rigtig svær at spå om, og det er kun blevet sværere i år. Men jeg har en tiltro til, at fordi vi i vores branche og hverdag er vant til at tilpasse os hele tiden - fordi der er store udsving i, hvor mange forsendelser, vi behandler fra dag til dag - så bliver det her også et spørgsmål om tilpasning. Vi er vant til at manøvrere i det uforudsigelige, og det ser ud til at vi kommer igennem med skindet på næsen, siger direktøren til Transportmagasinet.

Peder Olsen & Søn. Fragt- og Vognmandsforretning. Odense A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttofortjeneste 45,8 45,4
Resultat af primær drift 2,8 2,2
Resultat før skat 2,7 1,7
Årets resultat 2,1 1,5
Balancesum 38,8 42,9
Egenkapital 13,0 10,9
Antal ansatte 92 91
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.
Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.11