23948sdkhjf

Først med hybride betonbiler

Unicons hybride betonbiler er nogle af de første i verden, og de er specialudviklet til Danmark

Betonproducenten Unicon har præsenteret deres første to hybride betonbiler i Danmark. Bilerne, som er nogle af de første af sin art i verden, er opbygget efter Unicons specifikationer i samarbejde med Liebherr Betonfabrik i Tyskland og firmaets skandinaviske forhandler, Jørn Glad A/S.

Chassiset er en almindelig 4-akslet Volvo FM-lastbil, mens opbygningen af den elektrisk drevne tromle er nyskabende, forklarer Klaus Glad fra firmaet Jørn Glad A/S, som har forhandlet Liebherrs beton-maskiner herhjemme i over 20 år.

- Den nye elektriske beton-blander sikrer en forureningsfri af- og pålæsning af beton. Støjniveauet er væsentlig formindsket, og samtidig reduceres køretøjets samlede brændstofforbrug.

- Der er ingen begrænsninger i brugen af den elektriske beton-blander. Den kan blande alle typer af beton og opbygges på en forvogn eller en trailer.

- Alt på chassiset er opbygget hos Liebherr i Tyskland, også den ekstra chassisramme, man altid lægger på betonbiler, forklarer Klaus.

- Faktisk er opbygningen ikke anderledes end normale betonbiler, der er hydraulikdrevne: Stålkonstruktionen, rammerne og tromlen er identiske. Det er kun hydraulikanlægget, der er skiftet ud med batteriet, en elektromotor og forskellige elektriske komponenter.

Hjertet i bilen er selve energikilden, et 32 kW litium-batteri, der bruger 650 Volt jævnstrøm. Den giver strøm til en kompakt el-motor, der kan præstere løbende 60 kW; men den har en "peak performance" på 125 kW, hvis det skulle være nødvendigt.

Kun ca. 500 kg mervægt

- Hele den elektriske betonblander med batteri og elektromotor har en egenvægt på 4.310 kg. Det er kun omkring 500 kg mere i forhold til en almindelig betonbil.

Da der ingen hydraulik er på bilen, skal de forskellige funktioner styres af el. Det gælder dog ikke det håndtag, der kan hæve og sænke beton-udløbsrenden. Det er en manuel pumpe; men der kommer snart et elektrisk kraftudtag, fortæller Klaus.

Der er også ekstra forlænger-render, som kan kobles på beton-udløbet, så det kan losse betonen ud i tre meters afstand fra bilen.

Styres på et display

Selve beton-tromlen styres på et display inde i førerhuset. Der er et ekstra display bag på bilen, og så kan man styre det med en radiostyring, der ikke er større end en fjernbetjening til TV’et.

Displayet indeholder alle vigtige drifts-data som for eksempel batteriets ladekapacitet, styringen af tromlen, belastningen mm.

I bagenden er der to muligheder for at styre betontromlen: Enten ved hjælp af trykknapper eller et håndtag. Mange chauffører foretrækker at bruge håndtaget, da de ofte står med store handsker på, så det er svært at trykke på knapper.

Det er primært to ting, som skal styres på betonkanonen. Det er den hastighed, som tromlen drejer med, og den retning, som tromlen drejer: indad eller udad.

- Jo større hastighed, des mere beton læsser man af, fortæller Klaus. Hvis man kører tromlen på den maksimale hastighed - for eksempel 12 omdrejninger i minuttet - kan man tømme alle 8 kubikmeter beton ud på få minutter.

Batteriet er stort nok

Transportmagasinet: Er batteriet stort nok til en hel dags arbejde?

- Det kommer an på opgaven, svarer Klaus Glad.

- Hvis man skal levere beton til en byggeplads, der ligger tæt ved betonværket, kan man måske nå at køre 10 ture til og fra. Så kan det væres svært at nå det hele på en enkelt opladning.

- Bilen er designet til en gennemsnitstur på ca. 14 km ud og 14 km tilbage. Via en generator, der samler strøm op fra lastbilen, kan vi holde batteri-niveauet oppe. Betonkanonen kan også oplades via et type 2 ladestik, der sidder på højre side. Det samme type stik, som mange elbiler anvender.

Oplades på under en time

- Strømforsyning til opladning kommer fa 32 Amperes standard industri-stik, som man sætter til, forklarer Klaus. Man kan lade et helt tomt batteri op til fuldt på under en time med ca. 22 kW i timen.

Bagved førerhuset sidder to kølere. Den ene afkøler batteriet, som er pakket helt ind i væske. Thermo styring af batteri med henholdsvis køling og opvarmning sikrer optimal levetid og ydelse på batteriet under alle forhold.

Også generatoren/el-motoren er vandkølet. Det klarer en anden køler, som sidder lige ved siden af.

Kravle ind i tromlen

En gang imellem er man nødt til at kunne komme ind i betontromlen og banke den ud. Derfor er der en lille lem i tromlen.

Det er chaufførens opgave at holde betonbilen og tromlen ren. Derfor bliver bilerne vasket hver dag, når arbejdsopgaverne er tilendebragt.

- Det er kritisk for os, at tromlen bliver holdt ren, forklarer logistikdirektør Christian Elleby fra Unicon.

- Hvis der sætter sig så for meget størknet beton i tromlen, stemmer totalvægt ikke; så det er en vigtig ting.

Bilen er indrettet helt efter Unicons ønsker til både sikkerhed og ergonomi.

- Vi har alt i sikkerhed på bilen, forklarer logistikdirektøren.

- Det gælder Dynamic Steering, afstandskontrolsystem, nødbremsningssystem, ESP system, advarselssystem vognbaneafvigelse, højresvingsassistent og 360 graders kamera med otte sensorer, der viser den udvendige zone omkring lastbilen på en skærm i førerhuset.

Almindelige landevejsbiler

- Vi bruger normale landevejsbiler til vores betonbiler. Byggepladserne har så høj en standard i dag, at vi ikke har behov for specielle anlægskøretøjer. De har typisk en højere ind- og udstigning, og det er jo ikke godt for en chauffør, der skal ind og ud af bilen 40-45 gange om dagen.

Liebherr er lydhøre

Unicon har et fortrinligt samarbejde med Liebherr.

- Selv om Danmark er et lille marked, er de parate til at tilpasse bilerne efter vores ønske, forklarer Christian Elleby.

- Vi har længe ønsket at gøre vores betonbiler mere miljøvenlige; og da vi hørte, at Liebherr var på vej med nogle elektriske betonblandere, var vi straks interesserede. Vi var tidligt inde i billedet og kunne derfor få medindflydelse på den løsning, som Liebherr i dag kan tilbyde.

- Det er blevet til en meget fin løsning, fordi den på mange måder minder om vores almindelige biler med hensyn til specifikationerne. Det er en fordel for os, fordi vi tror meget på standardisering i stedet for at have alt muligt forskelligt.

- Selvfølgelig overvejede vi i starten, hvad omkostninger for hybridløsningen ville betyde. Teknologien er dyr og er naturligvis en udfordring; men vi bliver nødt til at prøve det. Vi bliver nødt til at komme i gang, hvis vi skal ændre markedet og gøre det hele mere miljøvenligt.

Håber på politikerne

- Det prøver vi også at gøre politikerne opmærksomme på, foprtsætter Christian Elleby.

- Vi vil rigtig gerne være med på den grønne bølge; men vi kan ikke bare sige til kunderne, at de skal betale 20-30 kroner mere pr. kubikmeter beton.

- Hvis man kunne finde nogle andre løsninger, så man ligesom kan komme i gang. Nu har vi valgt at investere i disse to første elektriske betonblandere. Vi får to mere til december og yderligere to til næste år.

Ud i større skala

- Lige nu vurdewrer vi, hvordan vi kan få det ud i større skala i 2022. Vi vil gerne have 40-50 at disse hybride betonbiler; men vi kan hverken lægge hele merprisen over på kunden eller bære meromkostningerne alene. Vi må have nogle politiske incitamenter.

Et foregangsland

Transportmagasinet: Er Danmark foregangsland på dette i Europa.

- Ja, det er vi. Der er en anden betonvirksomhed i Luxembourg, som også har investeret i dette her; men vi er helt klart "first mover" i dette område - og det kan Liebherr godt se. Derfor ser de også et stort potentiale i at være med til at udvikle dette her sammen med os.

Både vi og Liebherr er glade for at komme i gang med det, så man kan få nogle lærepenge, slutter Christian Elleby.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125