23948sdkhjf

Efter ulykke på Storebælt: Seks tilfælde med løst gods undersøges

Trafikstyrelsen forlanger forklaring fra DB Cargo efter flere problemer med de såkaldte lommevogne

Siden dødsulykken med en lastbilanhænger på en togvogn på Storebælt i 2019 har der været yderligere seks episoder, hvor anhængere ikke har været spændt korrekt fast på togvogne.

Det skriver TV2 Fyn mandag.

En opgørelse fra Trafikstyrelsen viser, at der har været de seks episoder, som styrelsen ikke tidligere har haft kendskab til med de såkaldte lommevogne fra selskabet DB Cargo.

Forrige onsdag kom det frem, at en bilist havde set, at låsemekanismen ikke fungerede på en togvogn fra DB Cargo. Bilisten opdagede fejlen ved lavbroen over Storebælt.

Men udover den har der altså været yderligere fem episoder. De har været konstateret i Taulov, Høje Taastrup og Malmø, oplyser TV2 Fyn.

Imidlertid har DB Cargo selv vurderet hændelserne som mindre alvorlige. Trafikstyrelsen har dog bedt selskabet om en nærmere forklaring, skriver TV2 Fyn.

Ulykken på Storebælt 2. januar 2019 skete under meget kraftig blæst. En tom anhænger var ikke spændt korrekt fast på togvognen og ramlede ind i et modkørende passagertog. Otte mennesker mistede livet, mens 17 blev kvæstet.

Efter den seneste hændelse på Storebælt udsendte Havarikommissionen en advarsel til andre europæiske myndigheder.

Lommevognen er ikke af den samme type som ved ulykken i 2019. Men en foreløbig undersøgelse tydede på, at den kun havde en begrænset låseeffekt ved træk i lodret retning, selv om låsen ellers var velfungerende og smurt.

I øvrigt var manglende smøring og altså mangelfuld vedligeholdelse en hovedårsag til dødsulykken, konstaterede Havarikommissionen.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11