23948sdkhjf

Daimler klar med brint-lastbiler

Der er mange spørgsmål til fremtidens CO2-neutrale drivmidler til lastbiler. Bliver det biogas, el eller brint? Hos Mercedes-Benz tror man, at brint bliver løsningen til de lange transporter.

Senest i 2030 kan man i Danmark købe en Mercedes-Benz lastbil, der kører på brint. Sådan lyder meldingen fra Daimler, der er verden største producent af lastbiler.

Her forventer man, at brintlastbiler til den tid tanker flydende brint - og det kommer til at foregå lige så hurtigt, som når man tanker diesel og naturgas i dag.

Energitætheden med flydende brint er bedre end brint som luftart - og det sikrer præstationer identisk med dem, som man kender fra diesel i dag. Det betyder, at rækkevidden på en tankfuld brint er cirka 1.000 km. Det er meget mere end en el-lastbil, som har en rækkevidde på mellem 200 og 500 km på en opladning.

Mercedes-Benz’ første brintdrevne lastbil hedder GenH2. Den har været på vej i 10 år, og interessen for den har været enorm.

- Vores kunder er rationelle, når de køber lastbiler. De vil ikke gå på kompromis med hensyn til deres køretøjers egnethed i dagligdagens transportopgaver. Derfor skal de blandt andet have en lang rækkevidde og en stor nyttelast, sagde CEO Martin Daum, Mercedes-Benz Trucks ved præsentationen af GenH2 lastbilen sidste år.

GenH2 har en totalvægt på 40 ton og en nyttelast på 25 ton. Lastbilen har to brinttanke på hver 40 kg.

Brændselscelle-systemet leverer 2 x 150 kW, mens batteriet midlertidigt leverer 400 kW.

Ved 70 kWh er kapaciteten i batteriet ret lav - og er ikke tiltænkt til at dække energibehovet, men snarere at sætte ind kortvarigt, når der er særligt brug for det for eksempel under acceleration eller ved kørsel op ad bakke.

Omvendt sikrer det relativt lille og lette batteri en højere nyttelast. Batteriet oplades ved hjælp af den energi, der bliver skabt under opbremsning samt overskudsenergi fra brændselscellerne.

Bilens to elektriske motorer er designet til at levere 2 x 230 kW kontinuerlig kraft og 2 x 330 kW maksimal kraft. Drejningsmomentet er på henholdsvis 2 x 1577 Nm og 2 x 2071 Nm.

Daimler-koncernen forventer at være klar med brintteknologi til deres lastbiler på samme tid i hele verden, det vil sige for Mercedes-Benz og også for datterselskaberne Fuso i Japan og Freightliner i USA.

Aftaler med Volvo og Linde

Daimler Trucks AG har sikret sig dels en aftale med Volvo Group om udvikling af brændselscelle-systemer. Desuden har man indgået en aftale om udvikling af tankningssystemer til flydende brint sammen med gasffeltruck-koncernen Linde.

De første brintlastbiler skulle være klar til kundetest med flydende brint i 2023. Der kræves særlige tanke til opbevaring af flydende brint, for det skal foregå ved minus 253 grader.

Rækkevidde på 500 km

Til kortere distributionsopgaver har Mercedes allerede udviklet den elektriske lastbil eActros, som har en rækkevidde på ca. 200 km. Serieproduktionen går i gang senere i år. Desuden har Mercedes også en el-lastbil til regionale transporter, og den har en rækkevidde på 500 km. Lastbilen kører tests i øjeblikket og forventes at blive klar til serieproduktion i 2024.

International pris

Mercedes-Benz Trucks vandt en internationel innovationspris i december 2020. Den blev overrakt af den same jury, som hvert år kårer Årets Lastbil.

Ifølge Jens Tittel, som er ansvarlig for Mercedes-Benz Trucks i Danmark og Sverige, er det vigtigt, at man forstår at udnytte de forskellige teknologier dér, hvor de egner sig bedst.

- Vi er hele tiden på jagt efter at indfri ambitionen om CO2-neutral transport med fokus på batteridrevne teknologier og brændselsceller, som har potentialet til at blive en stor markedssucces på sigt, siger Jens Tittel.

Denne kombination gør det muligt for Mercedes at tilbyde kunderne de bedste lastbiler afhængigt af deres behov.

- Batterielektriske lastbiler vil i højere grad blive brugt til distributionskørsel med lettere last over kortere distancer, mens brændselscelle-køretøjer vil være den foretrukne løsning med tung last over en længere distance, siger Jens Tittel.

Både brint- og rene el-lastbiler kører på samme måde - på strøm - da brændselscellerne i brintlastbilen mixer brint (H2) og ilt (O), som giver vand (H2O) - samt restproduktet strøm.

Lige nu er det også et spørgsmål om tilgængelighed til brint-fyldestationer, hvor der herhjemme p.t. kun er åbnet i alt seks. Salget af brintbiler er for lille til at åbne flere tanke, oplyser branchen.

På lastbils-siden vil Iveco og amerikanske Nicola arbejde sammen på udvikling og markedsføring af el- og brint-lastbiler. I forvejen kendes brintteknologi fra stationære anlæg og til brug i gaffeltrucks. Herhjemme kan man kun købe to biler, der kører på brint: Hyundai Nexo og Toyota Mirai.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.445