23948sdkhjf

Ni tilfælde med løst gods efter dødsulykke på Storebælt

Redegørelse fra Trafikstyrelsen fortæller om problemer med fastgøring af anhængere på togvogne.

Siden dødsulykken med en lastbilanhænger på en togvogn på Storebælt i januar 2019 har der været yderligere ni tilfælde, hvor der også har været problemer med fastspænding på togvogne.

Det oplyser TV2 Fyn onsdag på baggrund af en redegørelse fra Trafikstyrelsen.

Samtlige hændelser vedrører selskabet DB Cargo. Selskabet har om seks af episoderne vurderet, at de ikke var af alvorlig karakter.

Ulykken 2. januar 2019 skete i forbindelse med meget kraftig blæst. En tom anhænger var ikke spændt ordentlig fast på togvognen og ramlede over i et modkørende passagertog. Otte mennesker mistede livet, mens 17 blev kvæstet.

En hovedårsag var manglende smøring og altså mangelfuld vedligeholdelse, har Havarikommissionen tidligere konstateret.

For nylig opdagede en bilist på Storebælt, at der var problemer med en togvogn fra DB Cargo. Bilisten slog derefter alarm til myndighederne.

Nogle af de ni episoder er sket i Taulov, Malmø og Høje-Taastrup, oplyser TV2 Fyn.

I nogle tilfælde var en skammel, som anhængeren skal låses fast i, ikke låst. I andre tilfælde sad anhængeren ikke rigtigt på skamlen.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.221