Lastbiler fritaget for grønne krav
Vejdirektoratet, Københavns Kommune og DI Dansk Byggeri har indgået et samarbejde om fossil- og emissionsfrie byggepladser.
Det betyder blandt andet, at alle maskiner, som kan anvende emissionsfrie drivmidler som for eksempel el og brint, skal gøre det, hvor det er praktisk anvendeligt og muligt. Det gælder dog ikke kørsel til og fra byggepladsen.
Hermed er lastbiltransporterne i første omgang fritaget. De skal dog naturligvis opfylde gældende euro-normer og miljøzonekrav.
Der er nedsat en arbejdsgruppe, som skal se nærmere på mulighederne for at skabe fossilfrie og bæredygtige byggepladser.
- København har en målsætning om at være klimaneutral i 2025, og fossilfri byggepladser er et vigtigt element for at nedbringe udledning af CO2 og luftforureningen, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).
- Vi har allerede flere pilotprojekter i gang i København med fossilfri byggepladser, og jeg ser frem til, at vi med det nye samarbejde kan få flere med på denne vigtige dagsorden.
Der er dog fortsat en række forhold, der skal afklares, før Københavns Kommune og Vejdirektoratet er i stand til at indføre et generelt krav om fossil- og emissionsfrie byggepladser i alle bygge- og anlægsprojekter.
- I Vejdirektoratet kigger vi på muligheden for at løse vores opgaver mere miljø- og klimavenligt. Vi har netop udviklet et nyt redskab til måling af CO2-udledning ved de forskellige faser i et anlægsprojekt, siger vejdirektør Jens Holmboe fra Vejdirektoratet.
Henrik Friis, der er chef for Dansk Infrastruktur i DI Dansk Byggeri, siger, at anlægsbranchen er klar til at bidrage med løsninger til fossil- og emissionsfire byggepladser.
- Vi vil bruge bæredygtige drivmidler til entreprenørmaskinerne, og hvor det er muligt at bruge el- og batteridrevne maskiner. Udover mindre CO2-udslip, renere luft og mindre støj gavner det også arbejdsmiljøet, hvilket er store gevinster set i lyset af de få meromkostninger, som følger af grønnere byggepladser.