Benny Engelbrecht vil ikke finde sig i Margrethe Vestagers stramninger
Folketinget er tvunget til at vedtage en lov, som de danske politikere slet ikke bryder sig om; men den er nødvendig for at efterleve EU-kommissionens betingelser for den danske stats lånegaranti til Femertunnelen.
EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager har nemlig strammet reglerne for statsstøtte til infrastrukturprojekter. I forbindelse med Femern-forbindelsen er stillet tre krav:
1) Loft for statsgarantier og statslån på 69,3 mia. kr.
2) Statsstøtten ophører efter det 16. driftsår.
3) Staten skal opkræve 2 pct. provision i stedet for 0,15 pct for statsgarantier og statslån.
Margrethe Vestagers betingelser bringer på ingen måde Femern-projektet i fare, men det vil tage længere tid, før staten kan trække overskud ud.
Sund & Bælt siger i en analyse, at gælden vil være afdraget efter 28 år på grund af den lave rente, der er under nul, når inflationen trækkes fra.
Staten gør som Scandlines
Transportministeren gør nu det, som Scandlines og Stena Line også har gjort, nemlig at lægge sag an mod EU-kommissionen.
- Fra dansk side har vi svært ved at se, hvordan anlæg af en fast forbindelse med vej og bane under Femer Bælt kan være omfattet af EU's statsstøtteregler og dermed skal have disse begrænsninger, siger Benny Engelbrecht.
Håber loven rulles tilbage
Benny Engelbrecht håber, at loven kan rulles tilbage, når den danske stats sag mod EU-kommissionen afgøres i Luxembourg.
- Der kan gå rigtig mange år, før der bliver afsagt en endelig dom i den sag. Derfor er vi her og nu nødt til at efterleve kommissionens statsstøtteafgørelse, forklarer Benny Engelbrecht.
Skadeligt for Kattegat-forbindelse
Transportministeren mener, at EU’s stramninger kan blive skadelig for andre store infrastrukturprojekter.
- Spørgsmålet vil for eksempel kunne få indflydelse på en kommende Kattegatforbindelse, understreger Benny Engelbrecht.
Tyskland, Belgien og Luxembourg støtter Danmark i retssagen.