23948sdkhjf

De store lastbilproducenter mærket af chipmangel

Det har den seneste tid ikke skortet på nyheder om, at coronakrisen har ført højere fragtpriser og længere leveringstider med sig. På snart sagt alle råvarer og materialer.

Denne varemangel har også ramt bil- og lastbilindustrien, som i de senere år er blevet meget afhængig af såkaldte halvledere i produktionen. Halvledere er små chips, som blandt andet bruges til infoskærme, lys og brændstofsensorer.

- Jeg tror, at [problemet med komponentmangel] lige nu er generelt for alle. Og dermed også for os. Vores lastbilproduktion er jo igennem årevis forfinet gennem ”just in time”-leveringer fra et hav af underleverandører. Pludselig er der én eller måske flere leverandører, der ikke kan levere, og så risikerer det at ramme hele produktionen, forklarer Claus Lindholm, kommunikationschef hos MAN i Skandinavien.

- Hos MAN oplever vi også sådanne udfordringer. Resultatet er længere leveringstider end normalt på vores varebil, lastbiler og busser. Det i sig selv er naturligvis ikke godt, hverken for vores kunder eller for os, da vi jo igennem det sidste års tid har været ramt af coronaens påvirkninger på markedet, uddyber han.

- En meget anstrengt situation

På den anden side af sundet melder svenske Scania også om problemer med at få tilstrækkeligt med komponenter til den ønskede tid.

- Vi har en meget anstrengt situation. Sådan har det været i en længere periode, både med hensyn til halvledere og visse andre komponenter. Indtil videre er vi lykkedes med at håndtere det, uden det har påvirket vores produktion. Vi følger situationen nøje sammen med vores leverandører. Det er svært at sige, om og hvordan situationen forandrer sig, udtaler Karin Hallstan, kommunikationschef hos Scania.

Heldigvis er også MAN sluppet relativt billigt under chipmanglen, der i elektronikbranchen er blevet beskrevet som den værste i 20 år.

- Vi har indtil nu ikke været så hårdt ramt på vores leveringstider, men vi opfordrer da vores kunder til at være ude i god tid, når de skal til at bestille nye køretøjer, siger Claus Lindholm.

MAN bruger flere forskellige underleverandører for at imødegå en nedbremsning af produktionen, men ”i praksis er det virkelig svært at gøre noget ved det, så længe man producerer efter kundeordrer og dermed ikke blot kan producere til lager”.

- Så helt konkret kan vi på det danske marked ikke gøre andet end løbende at følge med i vores fabrikkers meldinger om produktionstid og så håbe, at vi ikke bliver alt for hårdt ramt, udtaler MAN’s kommunikationschef.

Begrænset problem

Hos Iveco melder man hus forbi og kender ikke til mangel på komponenter i branchen. Og hos konkurrenten Volvo mener man at have løst problemet.

- Lige nu vurderer jeg, det er løst. Der har været forskubninger, men det er minimalt. Vi har haft enkelte biler, der er blevet skubbet en, to eller tre uger. Vi er ikke i knæ over det, fortæller Marcel Wolff-Matern, der er Volvos danske salgsdirektør.

Han vurderer, at det generelt har ramt branchen hårdt, men at man er ovre det værste, hvad angår længere guideline for levering af komponenter.

Og mens dele af erhvervslivet, som cateringvirksomheder, har været mere tilbageholdende med at bestille nye biler, har andre, fx transportører af stykgods, ”kronede dage”, hvilket gør, at Volvo summa summarum er ret upåvirket af problemet nu, siger Marcel Wolff-Matern.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125