23948sdkhjf

Automatikken har taget over i dæk-logistikken

De fleste har ingen forestilling om, hvor mange forskellige dæk en dækimportør som Continental Dæk Danmark har liggende på sit lager. Er det 500, 1.000 eller 1.500 forskellige dæktyper?

Nej - inden for personvognsdæk har Continental omkring 9.000 forskellige dæk i sortimentet i Europa.

På lager i Danmark er der løbende omkring 2.000 forskellige "artikler," som Peter Krebs kalder det. Han er supply chain manager hos Continental Dæk Danmark.

- Continental producerer dæk til alle bilmodeller, der kører et sted i verden. Mange af dækkene kan bruges af flere modeller, mens der er dæk, som kun bruges til en bestemt model.

- Vi har lagt en strategi for, hvilke dækmærker, vi ønsker at vi vil have på markedet i Danmark. Nogle artikler har vi på vores eget lager, andre artikler ligger på et speciallager - og så er der nogle storkunder, som får varer leveret direkte fra fabrikkerne.

- Vi har en A, B, C klassificering. A og B varer er vigtige. Dem vil vi i hvert fald have på lager. Det omfatter både dæk til de gængse bilmærker i Danmark og til de nye bilmodeller, der hele tiden kommer.

C-artikler er små mængder der er svære at forudse behovet på. Det kan for eksempel være fire dæk til en Maserati. Dem sælger vi måske kun en enkelt gang om året i Danmark. Dem lader vi ligge på et speciallager et sted i Europa.

Manuelle forecast

Peter Krebs startede i logistikafdelingen hos Continental Dæk Danmark i 1999. Dengang foregik det meste arbejde med kunderne, med bestillingerne og med salgs-forecast manuelt.

- Der er sket en voldsom udvikling siden da. I dag foregår alt mere eller mindre fuldautomatisk. Det gælder den måde, vi bestiller varer på fabrikkerne på, og den måde, som kunderne bestiller varer på hos os.

- Dengang lavede vi manuelle forecast på hver eneste artikel 18 måneder frem i tiden. I dag får vi hjælp af programmer, der bruger machine learning, algoritmer og statistiske modeller. Her får vi et forecast på, hvad vi bør ligge inde med.

- Systemet er så automatiseret, at det faktisk selv bestiller de dæk på fabrikkerne, som vi har fået forecast på. Vi sidder mest og monitorerer det hele og sikrer at der er kapacitet på lageret til at modtage og lagerføre dækkene.

- Systemerne tager også højde for, at vi i Danmark har højsæson med vinter- og sommerdæk, og at cirka 80 procent af alle danskere skifter til de rette dæk til sæsonen. Det er med til at optimere hele vores forsyningskæde, fastslår Peter Krebs.

Otte fabrikker

Continental har otte fabrikker i Europa. De ligger fra Rusland i øst til Portugal i vest. De fleste lande har deres egne lokale lagre. Dertil kommer nogle speciallagre til for eksempel de føromtalte 22 tommer Maserati-dæk. I stedet for at have fire dæk liggende i hvert land, har Continental alle disse dæk liggende på flere speciallagre og kan hurtigt hente dækkene derfra.

- Mange kunder vil gerne bestille vores dæk online. Her giver vi dem to muligheder: De kan bruge vores Conti Online Contact, eller de kan få en EDI-opkobling fra deres eget system til vores.

- Det betyder ikke så meget for os, hvad de vælger, så længe det kommer ind i vores system på et tidspunkt, fortæller Peter Krebs.

- I dag er kun omkring 30 procent af vores ordrer manuelle, hvor kunderne enten ringer ind eller sender en email med deres bestillinger, som bliver indtastet af vores kundeservice. Resten af bestillingerne foregår elektronisk, uden at vi overhovedet ser ordren; men hvis har kunderne brug for hjælp sidder kundeservice klar på telefon, e-mail og chat.

Bestiller efter behov

- I vores online-kultur bestiller man efter behov, og vi oplever, at mange indkøbere ønsker, at det skal være så nemt som muligt. Det skal stort set være lige så nemt, som når de hjemme bestiller en rejse på nettet eller handler online privat.

- Vi har de systemer, der skal til for at man kan gøre det. Kunden bestiller de dæk de ønsker og herefter sørger vores systemer for at ordren kommer på den rigtige bil der kører forbi kunden næste dag og fakturerer til de rigtige priser.

Automatiske forsendelser

Denne automatiserede verden eksisterer også på Continentals fabrikker.

Der kan de ud fra vores input af forecast og åbne ordrer se hvad Danmark har brug for og systemet fylder så automatisk bilerne helt op, fordi de kender alle artiklernes vægt og fylde volumen?.

- Systemet kan også foretage prioriteringer. Hvis bilen for eksempel ikke kan have alle de ønskede dæk med, tager den først vores åbne ordrer. Så tager den vores forecast og som tredje prioritet kommer dæk til vores sikkerhedslager. Og så kommer den evt. resten med på den næste bil.

Industridæk er stadig svært at kalkulere. Vi har dæk, der vejer 400 kg, og så har vi dæk, der vejer 5 kilo. Der har vi et lidt andet setup; men også her bliver det mere og mere automatiseret.

Alle brofaste øer næste dag

- Vores danske lager ligger i Flensborg. Selv om det ligger i Tyskland, er det et dedikeret dansk lager. Placeringen er fin. Vi kan nå alle brofaste øer næste dag fra lageret i Flensborg.

Continental har mange forskellige kundegrupper lige fra bilforhandlere, dækspecialister, værksteder, grossister, værkstedsgrossister og leasingselskaber. På den måde har man et hav af udsalgssteder, selv om vi ikke sælger direkte til slutkunden.

Som udgangspunkt ønsker Continental ikke at eje lagre, lastbiler osv. Det er en koncern-beslutning. Alligevel er der tre lande i Europa - Norge, Schweiz og England - der har deres egne lagre. Ellers er det en klar politik, at alt outsources.

Store krav til partnernbe

- Det stiller naturligvis store krav til vores samarbejdspartnere, siger Peter Krebs.

- Vi har typisk vores samarbejdspartnere i mange år. Vi ønsker en stabil partner, som forstår vores forretning og vores produkter. Dæk er jo runde, så de er ikke helt nemme at håndtere. Vi går utrolig meget op i, hvordan de distribuerer og håndterer dækkene.

- Tro det eller ej; men dæk er faktisk et specialprodukt, som skal håndteres forholdsvis forsigtigt. Man må ikke trykke dækkene for meget, for så kan de blive ødelagte. På den måde er det vigtigt, at vi har en partner, der forstår, hvad det er for nogle produkter. Man kan ikke bare smide rundt med dem.

By og land

For Continental er det også vigtigt, at man giver kunderne den samme service, uanset hvor i landet de ligger.

- De fleste kunder ligger i byerne, men vi har også kunder ude på landet. Og de skal have samme service og leveringsbetingelser. Derfor er vi afhængige af, at vi har nogle samarbejdspartnere, der kan håndtere det hele og accepterer at skulle levere 4 dæk til en kunde på landet næste dag.

- Jeg har oplevelsen af, at der ikke er mange transportfirmaer der selv kan håndtere en sådan opgave, men er afhængig af underleverandører, hvilket jeg som kunde ikke har noget imod, så længe leveringskvaliteten er i orden.

- Selvom vi har et automatisk setup, så har vi fortsat masser af dialog med kunderne i forhold til forskellige ønsker og behov i forbindelse med leveringen og sådan skal det selvfølgelig være.

- Endelig stiller vi også krav om fleksibilitet til vores kunder, siger Peter Krebs.

- Store ordrer får vi ofte flere uger i forvejen, så her har vi god tid til at få produceret og lagerført dækkene og planlægge leverancerne, men det kan hænde at vi pludselig får en ordre på 500 dæk, der skal leveres i morgen. Så skal vi kunne bestille en bil til at komme med meget kort varsel.

Millioner af dæk

Hvor mange dæk bliver der solgt i Danmark om året?

- Det er svært at vide med sikkerhed, svarer Peter krebs.

- Continental rapporterer tal til den europæiske statistiske database, ETRMA. Det gør de store vestlige dækmærker også. Dertil kommer de mange asiatiske dækproducenter. Det er ikke alle der rapporterer ind til det system. Det gør nogle af de store, internationale dækgrossister heller ikke.

- Vi regner med, at vi har et dansk marked på omkring tre millioner personvognsdæk. Dertil kommer så lastbildæk og industridæk, slutter Peter Krebs.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.25