23948sdkhjf

Topchef: Det er ikke kun COVID-19, der påvirker branchen

 Det er ikke kun corona-pandemien, der påvirker transport- og logistikbranchen her i 2021. Klimadebatten, politisk skabte handelskriser og digitalisering er med til at skabe forandring - men også nye trends og muligheder.

Sådan siger René Sidor, managing director i Dachser Nordic, som er et af de helt store transport- og logistikvirksomheder, der dækker Norden.

Han har snart været 50 år i branchen, og han har aldrig oplevet noget som covid-19 pandemien.

- Nu har vi haft pandemien i et år, og hvad har det betydet for os? Vi gik ned i volumener i foråret ligesom alle andre. Så blev transportmængderne stabiliseret, og så gik de op. Siden efteråret har transportmængderne været stabile. Priserne på transport gik også voldsomt i vejret i løbet af 2020; men de er kommet ned på et mere normalt niveau igen.

Forsyningskæderne lægges om

Alligevel mener han, at pandemien vil ændre den fremtidige logistik og forsyningskæderne.

- Endnu ved vi ikke helt klart, hvad der vil ske. Vil kunderne fortsat source ude i Fjernøsten? Eller er det for langt væk? Er det for risikabelt? Skal man ikke finde nogle leverandører, der er tættere på?

- Mange virksomheder vurderer sådanne spørgsmål lige nu. De overvejer at lægge deres forsyningskæde om, og det får naturligvis en effekt den måde man organiserer sig og sætter sine forsyningskæder op.

- Hvis kunderne ændrer deres logistik og forsyningskæder, følger vi med. Vi er markedsdrevne, og vi følger kunderne i deres logistik og deres forsyningskæder.

Større integration med kunderne

René Sidor spår også, at der de kommende år vil ske en højere form for integration mellem logistikvirksomheder og deres kunders forsyningskæder.

- Vi følger hinanden tæt. Vi integreres i ERP-systemer og WMS-systemer. I gamle dage havde mange kunder en såkaldt "husspeditør," der varetog alt omkring transport og forsyningskæder. Det er måske på vej tilbage igen.

- Det er en strategisk beslutning, hvad virksomheden vil. Nogle vil outsource alle deres transporter, lager og logistikfunktioner til nogle eksperter, mens andre varetager nogle af opgaverne ”in-house”.

Politik spiller også ind

- Jeg tror også, at forsyningskæderne i stigende grad bliver påvirket af politiske temaer. Der er meget politik involveret i de internationale handelsaftaler med WTO. Vi har også set, hvordan USA og Kinas handelsforhold har påvirket os andre. Brexit er også en politisk begivenhed, som har påvirket forsyningskæderne og placeringen af distributionscentre. Så det politiske har en stor indflydelse.

Klima og miljø

- Vi ser også, at miljø og bæredygtighed får stigende betydning for forsyningskæderne, fortsætter René Sidor.

- FN’s verdensmål, bæredygtige mål og City Distribution er noget, som alle arbejder med. Der bliver stillet større krav om netop klimabevidsthed fra samfundets side.

- Derfor har mange – også Dachser - har flere projekter med City Distribution kørende i Europa, så man kan imødekomme de miljøkrav, der stilles i de store byer. Vi har blandt andet et stort projekt i Oslo omkring City Distribution. Desuden vurderer vi løbende, om vi kan lægge noget af distributionen over på el-biler. Miljø og bæredygtighed er blevet meget vigtigt.

Digitalisering

Endelig er der den cirkulære økonomi og digitalisering.

- Digitaliseringen har vi arbejdet med i mange år, og ser på kunstig intelligens, robotter og "machine learning". Vi kan allerede i dag lave "Predictive Analytics," hvor vi forudsiger, hvad der kommer til at ske i morgen. Vi har cirka 70 millioner sendinger i vores europæiske netværk. Det kunne være rart at vide, hvor meget af det der kommer ind på vores terminal i København på mandag. Så kan vi have tilpasset vores kapacitet med bybiler og linjebiler.

- Derfor laver vi disse modeller, hvor vi forecaster trafikken, som vi forventer.

- Selv om vi har meget fokus på IT og digitalisering, er det jo i sidste ende alligevel os mennesker, der gør forskellen. Det er derfor, at vi har vores strategiske mål om at ville være den foretrukne arbejdsplads, så vi får de rigtige kollegaer ind, som kan være med til at fremtidssikre Dachser og vores vækst, slutter René Sidor.

 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.203