23948sdkhjf

Dropper underleverandører: Coop ansætter egne chauffører og laver overenskomst med 3F

Hidtil har dagligvarekæmpen Coop benyttet sig af underleverandører, når kunder hos Coop Mad har fået leveret varer. Men nu har Coop besluttet at ansætte chauffører direkte og har i forlængelse af dette indgået overenskomst med fagforeningen 3F.

Det oplyser Coop i en pressemeddelelse.

- Hos Coop ønsker vi at tage ansvar for vores chauffører, som er vores ansigt hos kunderne i forbindelse med onlinehandel. Vi er derfor glade for de konstruktive forhandlinger, vi har haft med 3F om en overenskomst, som sikrer både ordnede forhold for vores medarbejdere og en fleksibel levering for kunderne, siger adm. direktør Kræn Østergaard Nielsen.

Stikker til Nemlig.com

Nyheden kommer oven på længere tids ballade om Nemlig.com, som har fået kritik for blandt andet at underbetale sine chauffører, der officielt har været ansat som selvstændige underleverandører, men har kørt eksklusivt for onlinesupermarkedet.

Derfor glæder det også Jan Villadsen, formand for 3F Transport, at det nu er lykkedes at få en aftale i hus med Coop.

- Overenskomsten med Coop er et vigtigt gennembrud i en tid, hvor onlinehandel er i stærk vækst, mens medierne beretter om uhyrlige forhold på denne her del af arbejdsmarkedet, siger han og benytter lejligheden til at lægge pres på konkurrenterne:

- Overenskomsten med Coop sikrer, at forbrugere nu kan vælge sikkerhed for fair transport og ordnede forhold, når de bestiller varer. Samtidig kan den nye overenskomst medvirke til at skabe lignende rammer hos andre virksomheder, der leverer varer direkte til forbrugernes dørtrin eller andre ydelser via en app.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109