23948sdkhjf

Masser af veteranbiler i Herning

...men hvem er det egentlig der restaurerer dem?

Ingen transportmesse i Herning uden en udstilling med veteranbiler. Det er efterhånden blevet en tradition, og det er en opgave, som Claus Filipsen fra chaufførklubben Convoy Buddy går op i med liv og sjæl. Han ved, hvem der har veteranbiler, der er klar til at blive udstillet.

- Jeg kender mange af dem. Faktisk melder folk sig selv. De vil gerne med, og jeg vil helst ikke skuffe nogle af dem, fortæller Claus. Nogle gange er der en udvælgelsesproces. Lige nu har han 19 veteranbiler på venteliste.

I år er der to steder, veteranbilerne bliver udstillet - i den runde hal og i hal c. I alt er der blevet plads til omkring 30 veteranlastbiler.

Transportmagasinet: Og hvad kan man så se?

- Der er blandt andet fire amerikanerbiler med. En hvor der er en tankvogn på, som er lavet om til beboelse. En med en trailer, der er lavet om til beboelse. Og så er der to solo trækkere.

Der er også gamle Mercedes’er, Scania’er og Volvo’er. Der er to Volvo Titan med hænger - en kølebil og en fastladsbil.

Den er virkelig rusten

Og så er der et gammelt koryfæ. Netop afdøde Finn Jensen, Brande, fik lavet en gammel Scania 140, som han udstillede med i 1980’erne. Han vandt mange pokaler med den fine bil, som blev et ikon herhjemme.

- Det er den første Scania, der blev lavet efter amerikansk forbillede med "sleeper." Bilen er fundet igen og står urestaureret på messen.

Bilen er meget rusten, men vi har alligevel taget den med for at vise, hvad disse entusiaster egentlig går i gang med, når man restaurerer sådanne gamle biler.

Studebaker fra krigens tid

Der er også nogle sjove biler imellem - en Leyland Comet, en Bedford og en Chevrolet Studebaker.

- Studebakeren er et krigslevn, fortæller Claus Filipsen. Det er altså en bil, som amerikanerne efterlod efter anden verdenskrig. Den står nøjagtig, som den blev lavet i sin tid - med patina. Man kan ligefrem se, hvor der har taget ved den, når man åbnede og lukkede i siderne. Der er aftryk i træt af fingrene. Så mange gange har dørene været åbnet og lukket.

Der er en Ford T fra 1931. Den er 90 år gammel og still "going strong". Det er den ældste, vi har med. Der er også to virkelig flotte Iveco’er.

Mange entusiaster

Transportmagasinet: Hvor mange mennesker restaurerer egentlig veteranlastbiler?

- Det er mange, siger Claus. Mit gæt er, at der er 2000-2500 veteranlastbiler, der er restaureret herhjemme.

- De fleste, der restaurerer dem, er gamle vognmænd; men der er også mange chauffører, som går og sparer op. Når de så stopper, køber de en gammel bil, som de går og restaurerer på. Mange af dem går længe og leder efter den rigtige bil - og pludselig finder de den bil, som deres far eller farfar har kørt i. Så slår de til!

Ingen billig hobby

- Og det er ikke en billig hobby at have, siger Claus.

- Nogle har flere penge at gøre det for end andre. De fleste bruger deres spareskillinger på og kan gøre det for meget små budgetter. Nogle kan gøre det for 100.000 kroner; men der er også nogle biler på udstillingen som har kostet langt over en halv million kroner at restaurere.

- Nogle laver bilen, så den kan synes - og så kører de i den. Andre kan godt gå at vente et halvt år på den helt rigtige lille reservedel, for det er den, der hører til. De har tiden til det og venter bare til stumpen er der.

- Ja, og så kører de med bilerne, når der er stævner eller veteranbilshow, som der for eksempel var forleden i Sæby. Har deltog mere end 100 veteranbiler fra Danmark, Norge, Sverige, Holland og Tyskland.

- Jeg er fuld af beundring for dem, der går og restaurerer de biler. De bruger al deres fritid og mange af deres sparepenge på at gøre det.

Transportmagasinet: Er de til stede på messen, så man kan få en snak med dem?

- Ja, der er mange, der vil være der. Og de viser med stolthed deres biler frem. Så det er bare at komme hen og beundre dem. De er utrolig flotte, slutter Claus Filipsen.

Artiklen er en del af temaet Transport 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109