23948sdkhjf

Georg Sørensen: - Jeg glæder mig over at være i gang igen efter tvangslukningen

Efter 17 måneder med restriktioner og tvangslukning åbnede MCH Messecenter Herning igen dørene til messecentret. Det var med messen Formland for en måned siden - og det blev en stor succes.

Nu vendes øjnene mod Transport 2021, som er en af de næste messer i rækken. Forventningerne er store både hos udstillerne, branchen og adm. direktør Georg Sørensen.

- Vi har de seneste 17 måneder lært meget om værdien af at mødes med andre. Vi har fundet ud af, at online møder har sine fordele; men vi er også blevet bekræftet i, at det fysiske møde kan noget helt særligt.

Mødet mellem mennesker

- Det fysiske, personlige møde mellem kunder og leverandører er efterspurgt og savnet. Derfor glæder vi os alle i MCH meget over, at vi nu sammen med udstillere og besøgende kan være med til at genstarte det personlige møde, siger Georg Sørensen.

- Nu kan vi igen gøre det, som vi brænder for - nemlig at danne rammen om mødet med og mellem mennesker.

Det sværeste var uvisheden

For en månedstid siden medvirkede Georg Sørensen i et live-interview med Jyske Bank TV, hvor han blev spurgt om, hvad der personligt havde været det sværeste for ham under nedlukningen.

- Det sværeste var at se, hvad det gjorde ved medarbejderne og alle dem, som er afhængige af os, svarede Georg Sørensen.

- Det er som ringe i vandet. Nedlukningen af messecentret påvirker både byen og egnen. Det, der har holdt mig i gang, har været, at der er så meget at kæmpe for. Der er så meget værdi i det for byen, egnen - ja, hele Danmark. Vi er jo et mødested for hele Danmark.

- Det, der glæder mig allermest, er, at vi står her i dag og har overlevet den her periode.

Nu kigger vi fremad. Vi er ikke i mål mål endnu, men jeg tror på, at det nok skal lykkes, slutter Georg Sørensen.

Artiklen er en del af temaet Transport 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11