23948sdkhjf

Regeringen trækker i land – regler om arbejdstid skal tilbage til branchen

ATL og DI Transport: Vi har vundet første halvleg.

De nye regler om kontrol af EU’s arbejdstidsdirektiv ser ud til at blive pillet ud af regeringens lovprogram for det kommende år. Regeringen vil nu tage sig tid til at overveje, hvad der skal ske. Det oplyste embedsmænd fra Transportministeriet på et møde i dag med repræsentanter for transportbranchen - blandt andre ATL og DI Transport.

- Det er en virkelig god nyhed, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.

- Vi har vundet første halvleg, og nu går vi efter at vinde hele kampen.

EU kommer branchen til hjælp 
I dag er det arbejdsmarkedets parter, som håndhæver reglerne om arbejdstid; men efter vedtagelsen af EU’s Vejpakke mener de danske myndigheder, at politiet og Færdselsstyrelsen fremover skal kontrollere, om arbejdstidsdirektivet bliver overholdt.

EU-Kommissionen har nu meddelt, at det er i orden at lade arbejdsmarkedets parter stå for kontrollen. Derfor trækker regeringen lovforslaget ud af lovprogrammet, mens den forsøger at afklare, hvem der skal stå for kontrollen og hvordan.

- Vi vil arbejde benhårdt for, at det også i fremtiden bliver arbejdsmarkedets parter, som står for kontrollen, siger Lars William Wesch.

Advarsel fra Michael Svane
Den afgående direktør for DI Transport, Michael Svane, kommer dog med en advarsel.

- Intet er afgjort endnu. Forslaget vil blive taget op igen i starten af 2022; men nu har myndighederne tid til at tænke sig om, siger han.

- Vi håber, at det det lander tilfredsstillende for branchen. Det sidste vi har brug for lige nu er ekstra kontroller fra Politi og Færdselsstyrelse.

- Transportbranchen er meget presset i øjeblikket. Der mangler både kapacitet i lastbilerne og uddannede chauffører, slutter Michael Svane.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093