23948sdkhjf

Niels Skaaning fra Lolland: En Volvo N10 fra 1978 er stadig mit førstevalg

Usædvanligt jubilæum for en usædvanlig skrothandler fra Lolland.

Det er ikke en helt almindelig mand, som senere denne måned kan fejre, at han har kørt med skrot i 50 år. Det kan Niels Skaaning fra Sakskøbing. Han er ikke vognmand, siger han. Han er produkthandler - og driver sin egen produkthandel.

Niels Skaaning var 16 år, da han startede med at arbejde i Produkthandlen i Øster Toreby - kendt som Pøt eller Pøtten.

Det startede med arbejde efter skoletid, hvor han tog ned til Pøtten og hjalp til. Han var altmuligdreng og fik lov til netop at lave alt muligt; men det bedste var at køre med traktor på pladsen.

- Jeg hentede skrot med traktoren, tippede det af, vejede det og gjorde det klar til en vognmand, der kørte det til stålværket i Frederiksværk, fortæller Niels Skaaning.

- Som ung var der ikke noget mere spændende end at komme ud og køre traktor. Den sidste tid, jeg gik i skole, havde jeg ovenikøbet traktoren med i skole, for efter skoletid fortsatte jeg ud til sukkerfabrikken i Sakskøbing.

Da Niels Skaaning sluttede skolen, tog han fast arbejde høs Pøtten - kun afbrudt af de ni måneder, han aftjente sin værnepligt.

- Så snart jeg fik stort kørekort som 18-årig, købte Pøt en påhængsvogn - og så fik jeg selv lov til at køre jernet op til stålværket; men jeg skulle stå tidligt op, for jeg skulle tilbage og passe arbejdet bagefter!

- Dengang måtte man køre 60 km/t med anhænger, mindes Niels Skaaning. Når man spændte anhængeren af, måtte man køre 70 km/t. Det syntes vi var hurtigt dengang. I dag må du jo køre 90 km/t.

Starter for sig selv

Da Pøtten begyndte at afhænde virksomheden, havde Niels Skaaning arbejdede for ham i cirka 29 år. Det var på tide at finde ud af, hvad der så skulle ske.

- Jeg kendte rigtig mange mennesker, og flere af dem sagde, at jeg kunne starte hos dem - hvis jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave. Jeg fik mange tilbud og tænkte over dem.... indtil min dækmand foreslog, at jeg skulle starte for mig selv.

"Prøv at starte for dig selv", sagde dækmanden. " Du har været med i mange år. Der er så der er mange, der kender dig. Jeg er overbevist om, at det vil lykkes for dig; men det skal være nu! Du skal ikke holde en pause. Hvis du venter et halvt år, er tiden forpasset."

- Jeg tog ham på ordet og blev selvstændig - og jeg må sandelig sige, at jeg har dårligt kunne bebrejde ham det. Det er jo gået rigtig fint.

Er kun sig selv

Transportmagasinet: Kører du for dig selv, eller har du haft ansatte?

- Jeg er kun mig selv, svarer Niels Skaaning. Jeg har ingen ansatte. Jeg har haft en i ny og næ til at hjælp mig; men hvis der er noget, jeg ikke kan klare selv, ringer jeg til en anden vognmand. Så får jeg en regning derfra, og sagen er klaret.

Syv kraner på samme bil

Niels Skaaning har tre Volvo-lastbiler. Den ældste er en Volvo N10 fra 1978, så er der en Volvo FL7 fra 1987 og en Volvo FM fra 2018. Favoritbil er så afgjort N10’eren. Den fik han som forholdsvis ny, da han arbejdede hos Pøtten. Den har han holdt ved lige og passet på i alle årene, så den kører upåklageligt den dag i dag.

- Jeg er så glad for den. Gennem tiden er der skiftet kran på den hele syv gange, fortæller Niels Skaaning.

- Det har selvfølgelig ikke været nye kraner; men gode, gamle kraner, som Kaj Larsen fra SAWO i Herlev har fundet til mig, fortæller Niels.

De ældste kører mest

- Det er stadig de gamle lastbiler N10’eren og FL7’eren, jeg vælger at køre med til de fleste opgaver. De er pålidelig og virker altid. N10’eren har minimum kørt en million kr. mellem Lolland og Stålværket. Jeg kørte seks dage om ugen - lørdagen med. Hvis der var mindre at lave hjemme, så tog jeg bare en tur til.

Niels Skaanings anden lastbil er en FL7’er fra 1987. Den skaffede Jan Larsen fra Jans Produkthandel i Holbæk. Den kom fra et dødsbo i Jyderup.

- Det er en ren SAWO-bil af den gode gamle slags med to pumper og én kardan. Jeg tror, at jeg er den eneste, der kører med sådan en bil på Lolland-Falster, siger han.

Endelig er der den nye Volvo FM330 med kran og Euro 6-motor. Den er tre år gammel og har kørt omkring 35.000 km.

Én mand til tre biler

Transportmagasinet: Du har tre lastbiler til én mand. Hvordan finder ud af, hvilken du kører i?

- Det afhænger af hvad behov jeg har, svarer Niels Skaaning.

- Til mange af mine kunder siger jeg gerne grinende. "som I kan se kører jeg i den nye lastbil i dag. Det er fordi, jeg ikke har så travlt. Hvis jeg har travlt og skal jeg få noget fra hånden, skal jeg have fat i en af de gamle."

Så længe det er sjovt...

Transportmagasinet: Hvor længe bliver du ved?

- Så længe jeg har helbredet og synes, det er sjovt. Lige nu ligger priserne jo rigtig højt, så man kan tjene gode penge. I alle de år, jeg har kørt, har jeg faktisk aldrig tjent så mange penge som de sidste to år. Og man skal dæleme have ondt i ryggen, hvis man ikke kan bukke sig ned efter en 500 kroneseddel, slutter Niels Skaaning.

Jubilæet fejrer Niels Skaaning fredag den 8. oktober 2021 hjemme i Sakskøbing på Bystrædet 9 fra kl. 13.00.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078