23948sdkhjf

Lastbiler får et nyt liv med et partikelfilter

Mange vognmænd må skille sig af med deres ældre og ofte specielle lastbiler på grund af nye miljøkrav; men problemerne kan løses med et partikelfilter

Karosseri-virksomheden Lavmands er måske mest kendt for sine meget avancerede ladopbygninger som Hyliflex; men lige nu har forretningen med adresser i Silkeborg, Kvistgaard og Ringsted også rigtig travlt med at montere partikelfiltre på lastbiler og busser.

- Flere lastbilimportører har meldt ud, at eftermonterede partikelfiltre ikke fungerer - men det passer ikke. De fungerer. Vi har allerede leveret og monteret op mod 750 filtre på lastbiler med Euro 4, Euro 5 og EEV motorer, og udlæsninger af modtryksovervågningen på køretøjerne viser klart, at partikelfilterene holder sig regenereret og fungerer med et meget lavt modtryk, siger direktør Per Lavmand.

Han peger selv på, at der generelt bør foretages mere tilbundsgående test af monterede filtre - som man i øvrigt gør hos Lavmands. I dag kan mange lastbiler ofte bestå røggasprøver uden et partikelfilter.

Ved årsskiftet blev der indført miljøregler for alle lastbiler med motorer ældre end Euro 6. De skal have partikelfilter for at kunne køre i de større danske byer. Det gælder altså også for de 6.500 Euro 5 og EEV- lastbiler, der er indregistreret herhjemme.

Mulighed for dispensation

- Heldigvis er der mulighed for tre måneders dispensation, hvis man kan godtgøre, at man har bestilt et partikelfilter inden den 1. februar 2022. Vi hjælper med ansøgningen og de rigtige dokumenter, siger Per Lavmand.

Filtrene kommer fra den tyske producent HJS Emission Technology, som har produceret filtre efter Lavmands specifikationer i mere end 15 år.

HJS er Europas største producent af partikelfiltre til eftermontering på lastbiler; men de leverer også partikelfiltre busser og entreprenørmaskiner i hele verden - ofte som OEM-montering.

Varierer fra lastbil til lastbil

Eftermontering af et partikelfilter er tilpasset den enkelte lastbilmodel og varierer fra bilmærke til bilmærke. Hen ad vejen bliver teknikken opgraderet af Per Lavmand med ny software samtidig med, at temperaturen overvåges, så modtrykket i udstødningen ikke bliver for stort.

Én af de første kunder

Én af kunderne hos Lavmands er vognmand Jan Christensen i Lynge, der har en Scania fra 2008 med en Euro 4-motor. Han fik et HJS-partikelfilter monteret i februar 2020 som én af de første kunder, og efter

to års brug fungerer filtret upåklageligt, viser helt ny udskrifter af systemet.

Filteret leveres og monteres med et avanceret overvågningsanlæg, som måler og logger temperatur og modtryk 60 gange i minuttet. Her kan chaufføren aflæse de aktuelle værdier og følge systemets ydeevne.

Filtret skal renses

Efter tre-fire år skal der foretages en rensning af partikelfiltret, så det ikke stopper til med aske, der er et restprodukt af regenereringen (afbrænding af sod).

Et partikelfilter koster typisk 60-90.000 kroner alt efter størrelsen på motoren; men set i lyset af, at en specialbygget lastbil koster flere millioner kroner, er det billigt. Det betyder, at en ældre lastbil kan køre i de danske miljøzoner på samme vilkår som de nyere Euro 6-lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.308